Faglig ledelse i dagtilbud

Hvordan skaber du en fælles faglig retning, der kan mærkes i børnenes hverdag? På diplomforløbet får du viden og redskaber til at lede faglige drøftelser, styrke medarbejdernes vurderinger og omsætte mål til pædagogiske handlinger. Du får samtidig blik for, hvordan du følger op og fastholder udviklingen over tid.

Format

Diplom

Sted

Aarhus

Pris

18.000 kr

Startdato

25. aug. 2027

Varighed

6 - 8 dage + eksamen

ECTS

10

Udbytte for dig og din arbejdsplads

Hvordan sikrer du, at mål og ambitioner bliver til noget, medarbejderne kan se meningen med og handle på i hverdagen, når de står midt i afleveringer, legekonflikter eller samtaler med forældre?

Måske vil I have flere børn med i fællesskabet. Måske oplever I, at nogle børn ofte står på kanten af legen, eller at jeres læringsmiljøer ikke giver alle børn de samme muligheder. Du kan se, at der er behov for udvikling, men hvordan får du medarbejderne med, skaber plads til faglige drøftelser og følger op på, om jeres indsats faktisk gør en forskel?

I din rolle skal du sætte retning, prioritere mellem mange hensyn og give medarbejderne plads til at bruge deres faglighed. Du skal også hjælpe dem med at undersøge konkrete situationer og finde nye løsninger sammen.

På Faglig ledelse i dagtilbud får du viden og metoder til at lede den proces og skabe sammenhæng mellem de faglige ambitioner og det pædagogiske arbejde i hverdagen.

Du vil opnå kompetencer til at:

  • omsætte strategiske mål og krav til konkrete pædagogiske handlinger, der tager udgangspunkt i børnenes behov og hverdag.
  • sætte retning for udviklingen af den pædagogiske kvalitet, prioritere indsatser og følge op sammen med medarbejderne.
  • lede faglige samtaler, hvor medarbejderne deler erfaringer, reflekterer over deres valg og finder nye måder at handle på.
  • styrke medarbejdernes faglighed og evne til at vurdere, hvad der er bedst at gøre i forskellige situationer.

Gevinsten for din institution

Når du har gennemført diplomforløbet, står jeres dagtilbud stærkere i arbejdet med at udvikle den pædagogiske kvalitet tæt på børnenes hverdag. I bliver bedre rustet til at omsætte mål til konkrete handlinger, vurdere hvad der virker, og justere indsatsen undervejs. Det giver jer et bedre udgangspunkt for at fastholde de ændringer, der styrker børnenes trivsel og udvikling.

Mere information

  • Faglig ledelse handler ikke kun om at sætte mål for den pædagogiske kvalitet. Det handler også om at skabe de betingelser, der gør det muligt for medarbejderne at udvikle deres faglighed og omsætte den i mødet med børnene.

    På forløbet arbejder du med:

    • Faglig ledelse som en relationel opgave tæt på medarbejderne og den pædagogiske kerneopgave
    • Udvikling af medarbejdernes faglige dømmekraft, kompetencer og fælles faglige ståsted
    • Ledelse af læringsmiljøer og udvikling af pædagogisk kvalitet i dagtilbud
    • Omsætning af strategier, nye indsatser og kvalitetsmål til konkrete handlinger i hverdagen
    • Faglige samtaler, refleksionsprocesser og brug af data i ledelsen
    • Samarbejde på tværs af professioner, organisatoriske niveauer og forskellige faglige perspektiver.
  • På forløbet tager du afsæt i konkrete situationer og udfordringer fra dit eget dagtilbud. Du kobler ny viden og faglige metoder til din hverdag og undersøger, hvordan de kan bidrage til at udvikle det pædagogiske arbejde og styrke kvaliteten for børnene.

    Undervisningen veksler mellem faglige oplæg, dialog og refleksion. Gennem cases og udviklingsopgaver afprøver du nye tilgange til de udfordringer, du står med.

    Du får samtidig mulighed for at dele erfaringer og perspektiver med deltagere fra andre dagtilbud. Det giver dig nye perspektiver på faglig ledelse og inspiration til løsninger, du måske ikke selv havde overvejet.

    Forløbet består af 6-8 undervisningsdage med fysisk fremmøde. Mellem undervisningsdagene læser du litteratur og arbejder med refleksionsopgaver, der tager afsæt i aktuelle opgaver og udviklingsmuligheder i dit dagtilbud.

    Du afslutter diplomforløbet med en kombinationsprøve, som består af et produkt og en mundtlig prøve.

  • Diplomforløbet er for dig, der er dagtilbudsleder, pædagogisk leder, afdelingsleder eller områdeleder, og som ønsker at styrke din rolle i udviklingen af den pædagogiske kvalitet.

    Det kan også være, at du har en anden funktion med ansvar for at udvikle det pædagogiske arbejde og de rammer, børnene møder i hverdagen.

    Måske skal du omsætte nye mål og krav til konkrete ændringer i hverdagen. Måske vil du gerne styrke medarbejdernes faglighed og skabe en fælles retning for det pædagogiske arbejde. Det kræver, at du kan samle medarbejderne om udviklingen og skabe sammenhæng mellem de mål, I arbejder efter, og det, der sker i mødet med børnene.

  • For at blive optaget direkte på diplomforløbet skal du have en af følgende uddannelser: 

    • Professionsbacheloruddannelse 
    • Erhvervsakademiuddannelse 
    • Akademiuddannelse 
    • Diplomuddannelse 
    • Bacheloruddannelse 
    • Kandidatuddannelse 
    • Eller anden relevant uddannelse minimum på niveau med en kort videregående uddannelse. 

    Du skal desuden have to års relevant erhvervserfaring efter endt adgangsgivende uddannelse. 

    Hvis ikke du opfylder adgangskravene, kan du få lavet en realkompetencevurdering for evt. at blive optaget på forløbet. Det er gratis at få lavet vurderingen.   

    Se mere her: Realkompetencevurdering

  • Få overblik over dine muligheder for økonomisk tilskud og støtte, når du tager diplomforløb og -efteruddannelser hos VIA University College.

    Mulighederne er mange, og de afhænger bl.a. af din uddannelsesbaggrund, din overenskomst og dit medlemskab af fagforeninger. Reglerne og midlerne varierer en del. Vi henviser derfor til, at du kontakter de enkelte organisationer for korrekt besvarelse af spørgsmål samt oplysninger om specifikke kriterier og betingelser.

    Se mere her: Tilskud til efteruddannelse

  • Tag enten Faglig ledelse i dagtilbud som et enkeltstående diplomforløb/-kursus eller lad det indgå i en hel diplomuddannelse, fx Diplomuddannelsen i ledelse. 

    En diplomuddannelse er en videregående uddannelse, du kan tage sideløbende med, at du arbejder. Niveauet er på linje med en bacheloruddannelse. Det tager typisk 2-4 år at gennemføre en hel diplomuddannelse, afhængigt af dine personlige ønsker og ambitioner.

    Se mere her: Diplomuddannelser

Tilmeld dig

Sted

Aarhus

Pris

18.000 kr.

Dato

25. aug. 2027 - 26. nov. 2027

Ansøgningsfrist

01. jun. 2027

Ledighed

Ledige pladser

Kontakt

coha
aaeb