Fritidspædagogikken handler om at skabe attraktive og inkluderende fritidsmiljøer, hvor børn og unge kan udforske interesser, få indflydelse og udvikle sig gennem fællesskaber og aktiviteter.
På den pædagogiske diplomretning i fritidspædagogik styrker du din faglighed inden for det særlige pædagogiske arbejde, der foregår i SFO´er, klubber, ungdomsskoler og andre fritidspædagogiske tilbud.
Du får viden og redskaber til at udvikle meningsfulde aktiviteter, hvor børn og unge får indflydelse, engagerer sig og oplever, at de hører til. Samtidig bliver du bedre rustet til at samarbejde på tværs af skole, fritid, hjem og øvrige fagprofessionelle, så du kan bidrage til større sammenhæng i børn og unges liv.
Når du har afsluttet uddannelsen, er målet, at du kan:
- hjælpe flere børn og unge til at opleve, at de hører til i det fritidspædagogiske fællesskab.
- skabe bedre deltagelsesmuligheder for børn og unge, der har brug for ekstra støtte i det fritidspædagogiske miljø.
- facilitere og udvikle fritidspædagogiske aktiviteter, som børn og unge har lyst til at engagere sig i.
- give børn og unge større medbestemmelse og ejerskab i fritidstilbuddets fællesskaber og aktiviteter.
- skabe endnu stærkere sammenhæng i børn og unges liv på tværs af skole, fritid og hjem.