Kravene til læreruddannelsen er mange. Målet har altid været at uddanne dygtige lærere, som er både fagligt, didaktisk og relationelt stærke. De seneste fire ændringer af bekendtgørelsen for læreruddannelsen i henholdsvis 1992, 1998, 2007 og 2013 har især handlet om at justere op og ned på bestemte parametre.
Den omfattende evaluering af læreruddannelsen, der forventes offentliggjort i starten af 2019, fører sandsynligvis til forslag om endnu en række ændringer. Inden det sker, har vi udformet et overblik, som illustrerer udviklingen af specielt tre dele af læreruddannelsen – nemlig vægtning af praktik og møde med praksis undervejs i læreruddannelsen, vægtning af de pædagogiske fag i læreruddannelsen og vægtning af læreren som henholdsvis generalist og fagspecialist.
Konklusionen er, at man på relativt få år har prioriteret forskelligt, og at der på flere områder har været tale om to skridt frem og et tilbage. Vi har gjort vægtningen op ud fra en række forhold, herunder ECTS-point og beskrivelse af fagenes indhold.
Få eller mange undervisningsfag?
Et af de centrale spørgsmål i en læreruddannelse er, hvad der er den rette balance mellem faglig fordybelse og det at kunne undervise i flere fag.
Lærere med få undervisningsfag skal undervise flere klasser. Det gør det blandt andet svært for lærerne at kende eleverne godt nok til at tilrettelægge en undervisning, der tilpasses den enkelte.
Det er heller ikke godt for lærernes arbejdsmiljø og trivsel.
Men hvis læreren skal kunne undervise i tre, fire eller fem fag, hvordan sikrer man så den faglige fordybelse? I loven fra 1991 modtog en lærerstuderende undervisning i otte fag på grundniveau og i to linjefag og kunne dermed undervise i 10 fag. I 1997 var der fire linjefag og ingen grundniveaufag, i 2007 to linjefag og i 2013 to-tre undervisningsfag.
Skiftende vægtning af praktik og praksis
Praktikken i læreruddannelsen har i de sidste fire love om læreruddannelsen fyldt mellem 24 og 26 uger, altså omkring et halvt år fordelt på tre-fire praktikperioder.
Praktikken gennemføres i dag i grupper på to-fire studerende. Kun i loven af 1998 var der indlagt en såkaldt 'alene-periode', hvor de studerende underviste alene.
I loven af 1991 var der primært fokus på teoretisk og analytisk tilgang i undervisningen på seminariet, som det dengang hed. I de efterfølgende ændringer er der kommet stadig mere fokus på professionen.
Den seneste bekendtgørelse fra 2013 fordrer, at der ud over praktikken i alle moduler skal indgå en form for samarbejde med praksis. Det kan være alt fra observation af uddannede læreres undervisning til afprøvning af egne forløb på skoler. Samtidig er der en bevægelse fra en indholdsstyret læreruddannelse til en kompetencemålsorienteret med fokus på de kompetencer, en lærer har brug for i skolens dagligdag. I dag er der langt mere fokus på praksis under hele læreruddannelsen – også selv om praktikperioderne ikke er blevet udvidet.
Det pædagogiske område er reduceret
Henover årene har det pædagogiske fagområde i læreruddannelsen været vægtet, så det i loven fra 1992 samlet fyldte omkring et helt år, mens det i loven af 1998 næsten blev halveret for igen at blive justeret op i 2007 og atter en smule i 2013.
Det er svært helt at sammenligne, idet der er blevet lagt flere og flere indholdsområder ind i det pædagogiske felt, så det i 2013 også indeholder eksempelvis fagområdet almendannelse, kristendom, livsoplysning og medborgerskab samt fagområdet dansk som andetsprog.
Sammenligner man imidlertid uden disse områder er tendensen klar: Det pædagogiske område er reduceret gennem perioden.
Ændringerne i læreruddannelsen har haft stor fokus på strukturelle forhold og det at skrue op og ned på eksempelvis ovenstående parametre.
Selv om disse forhold er vigtige, er det dog endnu vigtigere at interessere sig for indhold samt studie- og undervisningsformer i læreruddannelsen.
Nyt fokus på konflikthåndtering
I aftager- og dimittendundersøgelser samt i den netop offentliggjorte delevaluering III efterspørges det, at nyuddannede lærere er bedre til konflikthåndtering og forældresamarbejde.
For at blive god til konflikthåndtering skal en lærer kunne analysere situationer og relationer samt kommunikere hensigtsmæssigt.
Men han eller hun skal også kende sig selv og sine egne reaktionsmønstre. Og det er for de fleste (unge) mennesker ikke noget, man bare lige lærer.
Disse kompetencer skal afbalanceres med undervisning i fag og didaktik og det alment pædagogiske, såsom elevers læring, dannelse, trivsel og inklusion, samt det at kunne tilrettelægge varieret og udviklende undervisning for alle elever.
De ting har fyldt forskelligt i uddannelsen i de fire læreruddannelseslove.
Vi mener, at vi i dag tilbyder en læreruddannelse af høj kvalitet. Man kan altid justere balancen i uddannelsens indhold, og vi lytter naturligvis til de konklusioner, evalueringen bringer. Men vi opfordrer til indgående refleksion, før man igen tyr til hurtige løsninger.