Af Kaare Aagaard, forskningsleder i Forskningscenter for uddannelseskvalitet, professionspolicy og praksis ved VIA University College
Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFIR) har netop udsendt rapporten ’Ti år med forskning og udvikling ved professionshøjskoler og erhvervsakademier’. Dermed tager rådet fat om en væsentlig, men også overset forskningspolitisk problemstilling.
Problemstillingen er væsentlig i den forstand, at professionshøjskolerne uddanner knap 77.000 studerende til nogle af velfærdsstatens vigtigste opgaver. Men også overset i den forstand, at diskussionen om, hvad forskning og udvikling (FoU) kan og skal bidrage med i professionshøjskolesektoren stort set er fraværende i den politiske debat – og ligeledes overset i den forstand, at der er et kolossalt mismatch mellem allokerede ressourcer og samfundsmæssige forventninger.
At der er et mismatch sættes tydeligst i perspektiv ved det forhold, at professionshøjskolerne i dag får cirka 3 procent af de statslige basismidler til forskning og udvikling på videregående uddannelsesinstoitutioner. Universiteterne modtager godt 96 procent.
For de tildelte midler skal professionshøjskolerne varetage praksisnære og anvendelsesorienterede FoU-aktiviteter, der dels skal gøre nytterbejdsmarkedet i den private og den offentlige sektor, og dels sikre forsknings- og videnbasering af uddannelserne på professionshøjskolerne.
Dét stiller krav om videnproduktion og strategisk kapacitetsopbygning på tværs af mange fagområder samt opkvalificering af alle medarbejderes FoU-kompetencer (hvoraf flertallet ikke har formel forskeruddannelse), intern finansiering af projekter, omsætning af viden etc.
Risiko for skævt fokus
DFIR’s rapport skal i høj grad have ros for at rejse væsentlige diskussioner og komme med gode observationer og anbefalinger. Ikke mindst fremhæves behovet for en visionær, national strategi for professionshøjskolernes FoU-opgave samt et grundigt eftersyn af finansieringen af denne.
Rapporten kan imidlertid også føre til et skævt fokus i de efterfølgende diskussioner. DFIR afgrænser sig nemlig til kun at belyse den praksisrettede del af professionshøjskolernes todelte FoU-opgave. Dette til trods for, at det i selve rapporten (samt tidligere af Danmarks Akkrediteringsinstitution og EVA) bliver understreget, at formålet med professionshøjskolernes forsknings- og udviklingsaktiviteter først og fremmest er at løfte uddannelsernes kvalitet og relevans – blandt andet gennem styrkelse af deres videngrundlag.
Opfattelsen, som DFIR’s rapport bibringer beslutningstagerne, kan derfor let blive, at den første opgave allerede er løst, og at det udestående problem primært er at styrke de direkte praksisrettede FoU-aktiviteter. Dette er desværre ikke tilfældet.
Understøttelse af uddannelseskvalitet
I den akademiske litteratur bliver uddannelsen af nye professionelle fremhævet som den væsentligste kanal for omsætning af FoU – og dermed også som det mest effektive middel til at skabe innovation og nytænkning i praksis. Et afgørende mål med FoU-aktiviteterne er derfor at understøtte opøvelsen af studerendes, underviseres og praktikeres kritiske og systematiske tilgang til den videnskabelse, videnudvælgelse, videnkommunikation og videnanvendelse, som undervisningen og praksis bygger på.
Det handler ikke primært om at kunne anvende ny viden instrumentelt, men i højere grad om at kunne identificere og vurdere styrker og svagheder ved forskellige FoU-resultater. Ligeledes handler det om at kunne afgøre, hvordan forskellige former for forskningsviden mest frugtbart bringes i konstruktivt samspil med andre mere erfarings- og praksisbaserede videnformer. Det sker ikke primært som resultat af isolerede FoU-projekter eller som følge af specifikke resultater, men kræver levende videnmiljøer, hvor kontinuerlige, faglige diskussioner med bred deltagelse bidrager til at sikre kritisk refleksion i undervisning og professionel praksis.
En afgørende pointe er her, at professionshøjskolerne kun selv kan producere en brøkdel af den viden, der lægges til grund for uddannelserne og praksis. Det centrale er derfor ikke den kodificerede FoU-viden, sektoren selv producerer.
Snarere handler det om, at forsknings- og udviklingsaktiviteterne giver adgang til relevante FoU-netværk samt udvikler individuelle og kollektive kompetencer til at vurdere, udvælge, indoptage og mobilisere den relevante del af den viden, der produceres andre steder.
Hvilken viden og hvilken anvendelse?
Ovenstående rejser dermed spørgsmålet om, hvilke typer af viden og hvilke typer af anvendelse, der bedst understøtter professionshøjskolesektorens overordnede formål.
DFIR’s rapport fokuserer her primært på produktionen af kodificeret, handlingsanvisende viden, der kan bringes i anvendelse i praksis gennem implementering og skalering. Dette fokus synes tæt beslægtet med den klassiske evidenstænkning og forestillinger om ’viden der virker’.
Med et mere uddannelsesorienteret sigte vil der i stedet kunne argumenteres for fokus på en form for viden, der snarere end handlingsanvisende, er refleksionsunderstøttende. Fremfor at give entydige svar vil denne videnform oftere stille spørgsmål og udfordre etablerede forståelser og praksisser. Dermed vil den typisk have en mere indirekte, men ikke mindre væsentlig betydning for praksis, da den etablerer fundamentet for underviseres, studerendes og praktikeres kritiske og konstruktive tilgang til forskellige videnformers potentielle samspil og anvendelighed.
Dette fundament er afgørende for udøvelsen af kompetent dømmekraft i komplekse praksissituationer, hvor der sjældent findes én korrekt løsning. Understøttelsen sker eksempelvis gennem projekter, der undersøger paradokser og dilemmaer i praksisarbejdet. Hermed kan aktiviteterne bidrage til at styrke det professionelle skøn.
Den refleksionsunderstøttende viden kan også have mere indirekte betydning for praksis ved eksempelvis at udforske tematikker som rekruttering, frafald, kohærens og teori-praksis relationer, der er af afgørende betydning for måden, hvorpå uddannelserne indrettes, og dermed også for hvilke praktikere, der uddannes med hvilke kompetencer.
Resultater eller kompetencer?
Det er oplagt uhensigtsmæssigt at opstille en for skarp modsætning mellem FoU-aktiviteternes todelte formål. Som illustreret ovenfor kan de i mange tilfælde gå hånd i hånd. Samtidig er der dog grund til at have opmærksomhed på, at der også kan være modsatrettede hensyn, hvor prioriteringen af det ene formål kan komme i konflikt med det andet.
Dét vil eksempelvis være tilfældet, hvis der, som DFIR’s rapport synes at advokere for, for ensidigt insisteres på et skifte mod større og længerevarende, direkte praksisrettede projekter med sigte på skabelsen af handlingsanvisende viden, der kan skaleres og implementeres.
Denne type projekter vil i mindre grad understøtte uddannelserne og vil ofte også skulle udføres af en lille kerne af faste FoU-medarbejdere. Dermed kan der opstå udfordringer med at skabe stærke koblinger mellem FoU-aktiviteterne og uddannelserne.
Under de nuværende ressourcemæssige betingelser vil en sådan satsning typisk ligeledes ske på bekostning af skabelsen af en mere refleksionsunderstøttende viden, der søger at kultivere en kritisk videnkultur og udvikle myndige praktikere med stærke videnkompetencer.
Sidstnævnte type projekter vil imidlertid lettere kunne udføres i mindre skala og i større antal, og dermed vil det også være lettere at få involveret et større antal undervisere og studerende på tværs af mange fagområder. På samme måde vil det med denne type projekter i højere grad være muligt på samme tid at tilgodese både uddannelses- og praksishensynet.
Langsigtede resultater
Hvor der i den første type projekter vil være hovedfokus på synlige og implementerbare resultater, vil der i den anden type i lige så høj grad sigtes mod skabelsen af videnkompetencer, der måske nok er mindre synlige og målbare, men mindst lige så vigtige – og som samtidig også skaber en bedre fremtidssikring end kendskab til den aktuelt mest opdaterede viden.
Det er dermed ikke et spørgsmål om anvendelse eller ej, men om hvilke former for anvendelse.
I bund og grund handler diskussionen dermed om, hvor bredt eller snævert vi skal forstå begreberne ’FoU’ og ’anvendelse’. Kronikkens centrale argument er her, at et forstærket fokus på praksis og handlingsanvisende viden risikerer at indskrænke forståelsen af, hvad professionshøjskolernes FoU-bidrag potentielt kan være.
Bliver dette snævre og instrumentelle fokus for dominerende, risikerer vi at overse og nedprioritere de elementer af FoU-aktiviteterne, der udgør de mest langsigtede og bredest forankrede kilder til nytænkning og innovation i både uddannelserne og professionerne.
Ovenstående kronik var den 29. juni 2023 bragt på Altinget Forskning.