Første herberg i verden er idrætscertificeret

Det københavnske herberg, Kollegiet Gl. Køge Landevej, er som det første herberg i verden blevet idrætscertificeret og bruger nu idræt i det socialpædagogiske arbejde. VIA har været med at uddanne herbergets medarbejdere.

Første herberg i verden er idrætscertificeret

En række danske daginstitutioner og SFO’er er over de senere år blevet idrætscertificerede og bruger dermed bevidst og målrettet idræt som en del af pædagogikken. Det samme gælder nu på det københavnske herberg Kollegiet Gl. Køge Landevej, der kan bryste sig af at være det første idrætscertificerede herberg i hele verden.

Målet med pædagogisk at bruge idræt og bevægelse – og det fællesskab, der følger med – er at styrke beboernes sociale kompetencer og højne deres muligheder for at blive en del af idrætsforeninger eller andre fællesskaber i samfundet.

Idrætscertificeringen er udviklet og gennemført i et samarbejde mellem VIA University College, OMBOLD, Danmarks Idrætsforbund og WeShelter. 

Certificeringen indebærer konkret, at herbergets medarbejdere har gennemført et uddannelsesforløb, hvor de er blevet undervist i at bruge idræt og bevægelse i deres arbejde. Sideløbende har de afprøvet aktiviteter, øvelser, fremgangsmetoder og lignende i det socialpædagogiske arbejde med beboerne på herberget. 

Projektet er støttet med midler fra TrygFonden, og målsætningen er, at idrætscertificeringsforløbet på sigt bliver udbredt til herberger og kommuner i hele Danmark. I øjeblikket er der blandt andet idrætscertificeringsforløb i gang i Esbjerg Kommune og Aarhus Kommune.

Idræt er meget mere end sundhed

Grethe Sandholm, der er lektor ved pædagoguddannelsen hos VIA University College i Aarhus, og har været med i front for idrætscertificeringen, understreger, at idræt kan meget mere end at forbrænde kalorier, få blodtrykket til at falde og sikre gavnlige effekter for den fysiske sundhed.

”Viden om idræt og bevægelse som en pædagogisk metode og samværsform i arbejdet med borgerne synliggør de skjulte værdier, som idrætten indebærer på både kort og længere sigt. Vi kan i det pædagogiske idrætsrum skabe en ’parallelverden’ til det omkringliggende samfund, vi alle er en del af. En parallelverden hvor vi fra pædagogisk side har mulighed for at tydeliggøre og øve mange af de sociale spil og attituder, som er en naturlig og integreret del af idrætsfællesskaber,” siger Grethe Sandholm.

Kollegiet Gl. Køge Landevej sætter nu efter idrætscertificeringen større fokus på idræt som et pædagogisk redskab for såvel de beboere, som har været vant til at deltage i fysiske aktiviteter, som for dem, der ikke har været med på idrætsvognen.

”Vi oplever allerede, at idrætten styrker fællesskabet blandt beboerne. Beboernes fællesskaber bygger også bro til fællesskaber uden for herberget, som ruster beboere til at stå på egne ben, når de flytter fra herberget til egen bolig,” fortæller Kjeld Ebdrup, der er forstander på Kollegiet Gl. Køge Landevej i København.

En vej ud af ensomhed

Organisationen Weshelter har erfaring med, at øget fokus på idræt som socialpædagogisk værktøj kan give udsatte mennesker bedre vilkår i forhold til at forbedre deres liv.

”Fra WeShelters arbejde blandt mennesker i hjemløshed ved vi, at overgangen fra herberg til egen bolig ofte er forbundet med ensomhed og social isolation. Det betyder, at mange tidligere hjemløse falder tilbage i hjemløshed. I idrætten har mennesker i hjemløshed mulighed for at styrke sociale kompetencer, opbygge sunde relationer og blive en del af meningsfulde og forpligtende fællesskaber, der ruster dem til livet i egen bolig. Vi er derfor glade for, at WeShelters herberg Kollegiet Gl. Køge Landevej nu er verdens første idrætscertificerede herberg,” siger direktør Ole Abildgaard Mikkelsen fra Weshelter.

Tilsvarende har OMBOLD mange års erfaring med, hvordan idræt kan skabe positive forandringer blandt mennesker i udsatte positioner. OMBOLD håber derfor, at fremtiden byder på et endnu større idrætsfokus på det socialpædagogiske felt.

”Fællesskab, der kommer af at dyrke idræt, kan gøre en stor forskel for mennesker, der bor på herberg. Fællesskabet kan være med til at skabe positive livsforandringer i forhold til ensomhed, sundhed og misbrug. Der ligger et stort generelt potentiale i at gøre idrætten til en del af den socialpædagogiske praksis i forhold til udsatte borgere, og vi håber at idrætscertificeringen kan være med at forløse dette potentiale,” udtaler Martin S. Pedersen, der er direktør hos OMBOLD.

Hos Danmarks Idrætsforbund (DIF) glæder direktør Morten Mølholm Hansen sig over, at det nu ikke udelukkende er børnehaver og SFO’er, der bliver idrætscertificeret.

”Idrættens egenskaber kan gøre en positiv forskel hos alle danskere, hvilket vores samarbejde omkring idrætscertificeringen af herberger også har vist på Kollegiet Gl. Køge Landevej. Både beboere og medarbejdere har gennemgået en vigtig samskabelsesproces hen imod mere meningsfulde og kompetencegivende relationer i et godt fællesskab,” siger Morten Mølholm Hansen.

Yderligere oplysninger fås hos:

Grethe Sandholm, lektor ved pædagoguddannelsen hos VIA University College i Aarhus
T: 87 55 34 27
E: gsa@via.dk

Relaterede artikler