19 ansøgere har VIA Pædagoguddannelsen i Grenaa som topprioritet 

19 havde valgt at sætte VIA Pædagoguddannelsen i Grenaa øverst på deres kvote 2-ansøgning, da fristen udløb i dag, den 15. marts, kl. 12..00. Det er én mere end sidste år. Generelt er der brug for flere pædagoger, hvis søgningen skal matche arbejdsmarkedets behov for arbejdskraft. 

Grenaa 2024

19 havde valgt at sætte VIA Pædagoguddannelsen i Grenaa øverst på deres kvote 2-ansøgning, da fristen udløb i dag, den 15. marts, kl. 12..00. Det er én mere end sidste år. Generelt er der brug for flere pædagoger, hvis søgningen skal matche arbejdsmarkedets behov for arbejdskraft. 

15. marts kl. 12.00 er deadline for at søge videregående uddannelse gennem kvote 2. Her er det en samlet bedømmelse af karakterer og livserfaringer fra fx jobs, højskoleophold, rejser og frivilligt arbejde, der afgør, om ansøgerne bliver optaget på de uddannelser, de har søgt ind på.

I alt har VIA Pædagoguddannelsen i Grenaa modtaget 28 ansøgninger igennem kvote 2 i år. 19 af dem har valgt Grenaa som deres førsteprioritet. Sidste år var tallet 30 ansøgninger i alt, hvoraf 18 var førsteprioritet. 

Pædagoguddannelsen er Danmarks og ligeledes VIAs største uddannelse. I Region Midtjylland udbyder VIA pædagoguddannelsen i syv byer: Aarhus, Randers, Holstebro, Horsens, Ikast, Viborg og Grenaa.

Politisk reform på vej

”Pædagoger løfter en særdeles vigtig opgave i vores velfærdssamfund – både i forhold til børn, unge, ældre og udsatte mennesker. Derfor er det rigtig ærgerligt, hvis der heller ikke i år er ansøgere nok til at fylde studiepladserne på pædagoguddannelsen op alle steder. Vi håber på mange flere ansøgninger gennem kvote 1 i juli,” siger prorektor Gitte Sommer Harrits, der er den øverst ansvarlige for VIAs 41 uddannelser i 11 byer i Region Midtjylland.

Hun mener, at den kommende reform af pædagoguddannelsen og af øvrige professionsuddannelser er afgørende for at gøre pædagoguddannelsen mere attraktiv for flere.

”Heldigvis noterer vi os, at der også på Christiansborg er enighed om, at det haster med at få styrket pædagoguddannelsen i forhold til både kvalitet, indhold og økonomi. Derfor ser vi meget frem til regeringen reformudspil,” fastslår Gitte Sommer Harrits.

Danmark mangler pædagoger

En prognose fra Damvad Analytics viser, at vi i Danmark vil mangle tæt på 14.000 pædagoger i 2030 – og alene i Region Midtjylland vil der mangle 4.100 pædagoger i 2030. 

Allerede i dag betyder rekrutteringsudfordringerne, at det ikke lykkes at få besat 17 procent af alle opslåede stillinger efter pædagoger. Konsekvensen er ifølge fagforbundet BUPL, at kun halvdelen af personalet i landets daginstitutioner er pædagoguddannet. 

Dertil kommer, at de næste mange år med mindre ungdomsårgange – samtidig med langt flere børn og ældre med behov for støtte – vil øge udfordringerne med mangel på kvalificeret arbejdskraft, hvis der ikke bliver søsat velfungerende politiske tiltag.

Sådan er søgningen til VIA i Grenaa

VIA Pædagoguddannelsen i Grenaa: 

Ansøgninger i kvote 2 i alt:
2024: 28 ansøgninger 
2023: 30 ansøgninger

Førsteprioritetsansøgninger:
2024: 19 ansøgninger 
2023: 18 ansøgninger

Fakta: Hvad er kvote 2?

  • I kvote 2 er det en samlet bedømmelse af karakterer og livserfaringer fra eksempelvis jobs, højskoleophold, rejser og frivilligt arbejde, der afgør, om ansøgerne bliver optaget på de uddannelser, de har søgt ind på. Der er hvert år ansøgningsfrist gennem kvote 2 den 15. marts kl. 12.00. Kvote 2-ansøgningerne bliver i de kommende dage behandlet i VIAs optagelsescenter.
  • I kvote 1, som hvert år har ansøgningsfrist den 5. juli kl. 12.00, bliver ansøgerne udelukkende vurderet på basis af deres karaktergennemsnit fra gymnasiet.
  • Den 26. juli er i år datoen, hvor ansøgerne gennem både kvote 1 og 2 får besked på, om de er optaget på en af de uddannelser, de har søgt ind på.

Relaterede artikler