
Flere ansøgere gennem kvote 2 har valgt en af VIAs uddannelser i Aarhus som deres førsteprioritet i år. Det gælder særligt for uddannelserne til sygeplejerske og eksportingeniør. Men andre uddannelser i Aarhus oplever en faldende søgning. Det gælder fx uddannelsen til socialrådgiver og fysioterapeut.
Kl. 12 i dag udløb fristen for at søge ind på en videregående uddannelse gennem kvote 2, hvor det er mere end bare karaktergennemsnittet der tæller.
I alt har VIA modtaget 2.508 førsteprioritetsansøgninger til de 17 forskellige uddannelser i Aarhus. Det er en stigning på 8,4 procent i forhold til sidste år, hvor 2.313 søgte VIAs uddannelser i Aarhus.
Aarhus er den by, hvor VIA har flest uddannelser og flest studerende. Og langt hovedparten af VIAs uddannelser i Aarhus har traditionelt en del flere ansøgere fra hele landet, end der er studiepladser til – givetvis fordi mange unge foretrækker at studere i landets største byer.
”Vi glæder os over, at der igen i år er landet mange kvote 2-ansøgninger ved VIAs uddannelser både på Campus Aarhus C, på Campus Aarhus N, hos VIAs uddannelser på Diakonhøjskolen i Højbjerg og hos VIA i Filmby Aarhus. Og vi ser frem til at modtage endnu flere ansøgninger gennem kvote 1 i juli. Vi håber især på at kunne fylde alle studiepladserne på de store uddannelser til sygeplejerske, pædagog, lærer og socialrådgiver, som er afgørende for at opretholde velfærdssamfundet,” siger prorektor Gitte Sommer Harrits, der er den øverst ansvarlige for VIAs 41 uddannelser i 11 byer i Region Midtjylland.
Flere vil være sygeplejerske
Netop sygeplejerskeuddannelsen i Aarhus har i år modtaget 488 førsteprioritetsansøgninger igennem kvote 2, mod 384 sidste år. Det er en stigning på 27,1 procent.
Analysetal fra Damvad Analytics viser, at vi i Danmark vil mangle over 8.000 sygeplejersker i 2030, så behovet for at få uddannet flere er indlysende. Alene i Region Midtjylland vil vi i 2030 mangle 2.200 sygeplejersker.
For at imødekomme samfundets behov har VIA over flere år øget antallet af studiepladser på sygeplejerskeuddannelsen, og VIA har over for både regeringen og Region Midtjylland meldt sig klar til at uddanne endnu flere sygeplejerskestuderende – såfremt der bliver tilvejebragt det nødvendige antal ekstra praktikpladser på sygehusene og hos kommunerne i Midtjylland.
VIAs lærer- og pædagoguddannelse i Aarhus har modtaget lidt flere førsteprioritetsansøgninger end sidste år og går frem med henholdsvis 2,2 og 1,3 procent. Også VIAs uddannelse til eksportingeniør i Aarhus har modtaget flere førsteprioritetsansøgninger end sidste år med 53 mod 34 sidste år. På samme måde går også uddannelsen til bygningskonstruktør frem i år med 17,4 procent. Det er positivt, da der er stor efterspørgsel og mangel på både ingeniører og på kvalificeret arbejdskraft i byggebranchen.
Færre vil være socialrådgiver og fysioterapeut
Socialrådgiveruddannelsen i Aarhus oplever et fald i førsteprioritetsansøgninger på 7,5 procent fra 174 sidste år mod 161 i år. Til gengæld har flere søgt den netbaserede socialrådgiveruddannelse, der har fået 67 ansøgninger som første prioritet gennem kvote 2 mod 50 sidste år.
”Allerede i dag er der mangel på socialrådgivere hos kommunerne. Derfor er det rigtig ærgerligt, hvis vi ikke kan få fyldt studiepladserne op på socialrådgiveruddannelsen. Vi håber på langt flere ansøgninger gennem kvote 1 i juli,” siger prorektor Gitte Sommer Harrits.
Uddannelsen til fysioterapeut i Aarhus har også oplevet et fald fra 301 ansøgninger sidste år til 287 i år.
Stor søgning til filmuddannelsen
VIAs kreative uddannelser inden for design, film og animation optager alle sine studerende ved en optagelsesprøve, og de skal derfor alle søge gennem kvote 2. VIAs filmuddannelse Multiplatform Storytelling and Production, der holder til i Filmbyen, har fået 174 førsteprioritetsansøgninger til uddannelsens 30 pladser mod 149 sidste år, det er en stigning på 16,8 procent.
”Igen i år kan vi med glæde konstatere, at vores filmuddannelse, Multiplatform, Storytelling and Production, i Filmby Aarhus er en succes og har langt flere ansøgere, end der er studiepladser til,” siger prorektor Gitte Sommer Harrits.
I de kommende dage bliver de indkomne kvote 2-ansøgninger behandlet i VIAs optagelsescenter. Der er ansøgningsfrist for kvote 1-ansøgninger den 5. juli. Alle ansøgere får besked den 26. juli, om de er optaget på en søgt videregående uddannelse eller ej.
Fakta: Hvad er kvote 2?
- I kvote 2 er det en samlet bedømmelse af karakterer og livserfaringer fra eksempelvis jobs, højskoleophold, rejser og frivilligt arbejde, der afgør, om ansøgerne bliver optaget på de uddannelser, de har søgt ind på. Der er hvert år ansøgningsfrist gennem kvote 2 den 15. marts kl. 12.00. Kvote 2-ansøgningerne bliver i de kommende dage behandlet i VIAs optagelsescenter.
- I kvote 1, som hvert år har ansøgningsfrist den 5. juli kl. 12.00, bliver ansøgerne udelukkende vurderet på basis af deres karaktergennemsnit fra gymnasiet.
- Den 26. juli er i år datoen, hvor ansøgerne gennem både kvote 1 og 2 får besked på, om de er optaget på en af de uddannelser, de har søgt ind på.