26 ansøgninger til læreruddannelsen i Skive

Læreruddannelsen i Skive har modtaget 26 førsteprioritetsansøgninger gennem kvote 2, hvilket er lidt flere end sidste år. 

lærerstuderende på gangen

På VIA Læreruddannelsen Skive tikkede 26 førsteprioritetsansøgninger ind, da ansøgningsfristen for at søge ind på en videregående uddannelse gennem kvote 2 udløb fredag den 15. marts kl. 12.00.

Det er lidt flere end sidste år, hvor tallet lød på 22.

”Professionelt uddannede lærere gør en markant forskel for de elever, de underviser. Derfor er det selvfølgelig godt med fremgang – men vi har brug for, at endnu flere søger ind på læreruddannelsen gennem kvote 1 i juli. Vi har erfaring for, at vi modtager flere ansøgninger gennem kvote 1 end kvote 2,” lyder det fra Elsebeth Jensen, der er uddannelsesdekan for læreruddannelsen i VIA.

Særlige fagprofiler og ny læreruddannelse

Netop for at tiltrække flere lærerstuderende har VIAs læreruddannelser udviklet særlige fagprofiler, som ikke findes andre steder i landet. I Skive kan man fx tage profiler inden for outdoor og grøn balance samt kreativitet og animation. Sidstnævnte er udviklet i et samarbejde med The Animation Workshop i Viborg. Derudover er det også håbet, at den nye læreruddannelse kan tiltrække flere lærerstuderende, når den er fuldt implementeret. Ifølge Elsebeth Jensen indeholder den nemlig mange forbedringer i forhold til den tidligere.

På den nye læreruddannelse er der blandt andet mere træning i undervisning og ligeledes mere praktik samt en bedre sammenhæng mellem undervisningen og lærerarbejde i praksis. Forbedringerne er indført i kølvandet på, at VIA sammen med landets øvrige fem professionshøjskoler har arbejdet målrettet på at få politikerne til at styrke læreruddannelsen. På den baggrund afsatte Folketinget sidste år et stort millionbeløb til at indføre hovedparten af professionshøjskolernes forslag til et tiltrængt løft af læreruddannelsen.

Fakta: Hvad er kvote 2?

  • I kvote 2 er det en samlet bedømmelse af karakterer og livserfaringer fra eksempelvis jobs, højskoleophold, rejser og frivilligt arbejde, der afgør, om ansøgerne bliver optaget på de uddannelser, de har søgt ind på. Der er hvert år ansøgningsfrist gennem kvote 2 den 15. marts kl. 12.00. Kvote 2-ansøgningerne bliver i de kommende dage behandlet i VIAs optagelsescenter.
  • I kvote 1, som hvert år har ansøgningsfrist den 5. juli kl. 12.00, bliver ansøgerne udelukkende vurderet på basis af deres karaktergennemsnit fra gymnasiet.
  • Den 26. juli er i år datoen, hvor ansøgerne gennem både kvote 1 og 2 får besked på, om de er optaget på en af de uddannelser, de har søgt ind på.

Kontakt

Elsebeth Jensen

Relaterede artikler