79 ansøgere har prioriteret VIAs uddannelser i Silkeborg højest

79 havde valgt at sætte VIAs lærer- eller sygeplejerskeuddannelse i Silkeborg øverst på deres kvote 2-ansøgning, da fristen udløb i dag, den 15. marts, kl. 12.00. Det er på niveau med sidste år, men der er brug for flere, hvis søgningen skal matche arbejdsmarkedets behov for arbejdskraft. 

VIA Silkeborg

79 havde valgt at sætte VIAs lærer- eller sygeplejerskeuddannelse i Silkeborg øverst på deres kvote 2-ansøgning, da fristen udløb i dag, den 15. marts, kl. 12.00. Det er på niveau med sidste år, men der er brug for flere, hvis søgningen skal matche arbejdsmarkedets behov for arbejdskraft. 

15. marts kl. 12.00 er deadline for at søge videregående uddannelse gennem kvote 2. Her er det en samlet bedømmelse af karakterer og livserfaringer fra fx jobs, højskoleophold, rejser og frivilligt arbejde, der afgør, om ansøgerne bliver optaget på de uddannelser, de har søgt ind på.

I alt har 35 kvote 2-ansøgere valgt VIA Sygeplejerskeuddannelsen i Silkeborg som deres førsteprioritet i år. Tilsvarende har VIA Læreruddannelsen i Silkeborg fået 44 førsteprioritetsansøgninger 

Totalt har VIAs uddannelser i Silkeborg modtaget 312 kvote 2-ansøgninger i år, hvilket er 31 flere end i 2023. 79 af dem er førsteprioritetsansøgninger mod 78 sidste år. 

Danmark mangler sygeplejersker og lærere

VIAs prorektor Gitte Sommer Harrits slår fast, at uddannelserne hos VIA i Silkeborg til sygeplejerske og lærer er af største betydning for at understøtte velfærdssamfundet. 

Hun peger på en prognose fra Damvad Analytics, der viser, at der i 2030 på landsplan vil mangle godt 13.000 lærere og 8.000 sygeplejersker. Alene i Region Midtjylland vil der i 2030 mangle 1.400 lærere og 2.200 sygeplejersker. 

Allerede i dag er det gennemsnitligt hver femte opslåede stilling til sygeplejerske og pædagog, der ikke bliver besat på grund af manglen på kvalificerede ansøgere. I Vestjylland er det endda 40 procent af de ledige stillinger til sygeplejersker, der ikke bliver besat af personer med de efterspurgte kompetencer, viser den seneste opgørelse fra Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering.

Politisk reform på vej

”Vi håber meget på mange flere ansøgninger til uddannelserne på Campus Silkeborg gennem kvote 1 i juli, så vi kan få fyldt flest mulige af studiepladserne op og få uddannet tilstrækkeligt med medarbejdere til at imødekomme manglen på veluddannet personale til velfærdsfagene. Dét er helt afgørende, da sundhedsvæsnet i dag skriger på flere sygeplejersker, ligesom mange skoler er nødt til at lade en del uuddannede være lærere,” lyder det fra Gitte Sommer Harrits.

Hun håber, at den kommende politiske reform af professionsuddannelserne vil styrke både undervisningskvaliteten, praktikperioderne og økonomien på blandt andet sygeplejerskeuddannelsen, så flere unge vil finde det attraktivt at søge ind på uddannelserne og få en fremtid i fagene.

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund har tilkendegivet, at hun arbejder for, at en omfattende reform af professionsuddannelserne er stemt igennem i Folketinget inden sommerferien i år. 

Sådan er søgningen til VIA i Silkeborg 

Samlet for alle VIAs uddannelser i Silkeborg:

Ansøgninger i kvote 2 i alt:
2024: 312 ansøgninger
2023: 281 ansøgninger

Førsteprioritetsansøgninger:
2024: 79 ansøgninger 
2023: 78 ansøgninger

VIA Sygeplejerskeuddannelsen i Silkeborg: 

Ansøgninger i kvote 2 i alt:
2024: 182 ansøgninger 
2023: 153 ansøgninger

Førsteprioritetsansøgninger:
2024: 35 ansøgninger 
2023: 32 ansøgninger

VIA Læreruddannelsen i Silkeborg: 

Ansøgninger i kvote 2 i alt:
2024: 130 ansøgninger 
2023: 128 ansøgninger

Førsteprioritetsansøgninger:
2024: 44 ansøgninger 
2023: 46 ansøgninger

Hvad er kvote 2?

  • I kvote 2 er det en samlet bedømmelse af karakterer og livserfaringer fra eksempelvis jobs, højskoleophold, rejser og frivilligt arbejde, der afgør, om ansøgerne bliver optaget på de uddannelser, de har søgt ind på. Der er hvert år ansøgningsfrist gennem kvote 2 den 15. marts kl. 12.00. Kvote 2-ansøgningerne bliver i de kommende dage behandlet i VIAs optagelsescenter.
  • I kvote 1, som hvert år har ansøgningsfrist den 5. juli kl. 12.00, bliver ansøgerne udelukkende vurderet på basis af deres karaktergennemsnit fra gymnasiet.
  • Den 26. juli er i år datoen, hvor ansøgerne gennem både kvote 1 og 2 får besked på, om de er optaget på en af de uddannelser, de har søgt ind på.

Yderligere oplysninger fås hos: 

Relaterede artikler