Sygeplejerskers rolle i forhold til henholdsvis patienter med selvskadende adfærd, barnløse i fertilitetsbehandling og tværprofessionelt samarbejde med musikterapeuter.
Dét er tre af de emner, som studerende fra sygeplejerskeuddannelsen hos VIA University College i Viborg har sat spot på i deres afsluttende eksamensopgaver – før de dimitterede i juni.
I bachelorprojekterne bliver der analyseret på de nuværende udfordringer på emnefeltet, og de studerende giver bud på løsninger og formidler dermed ny viden til sundhedsvæsnet.
Herunder er en kort introduktion til de tre bachelorprojekter samt links til mere uddybende tekster, hvor de studerende udtaler sig om findings og konklusioner i deres afsluttende eksamensopgaver.
Nye indsigter om patientbehandling
Dina Ethelberg Olausen og Karina Kristensen slår i deres bachelorprojekt fast, at det voldsomt stigende antal psykisk udfordrede danskere med selvskadende adfærd oplever sygeplejersker på skadestuen som berøringsangste i forhold til at tale åbent med dem om deres selvskade. Dét får patienterne til at føle sige oversete og mindreværdige i forhold til patienter med fx en brækket arm, og sygeplejerskernes attitude får ofte de berørte patienter til at foretage ny selvskade. Dina Ethelberg Olausen og Karina Kristensen mener derfor, der er brug for, at sygeplejerskerne i det somatiske sundhedsvæsen får en større basal viden om tankerne, ønskerne og handlingsmønstrene hos mennesker med selvskadende adfærd. Læs om bachelorprojektet her.

Pernille Barslev, Sandie Moesgaard Lauridsen og Lena Lauridsen pointerer i deres bachelorprojekt, at sygeplejersker har for lidt tid til at samtale med kvinder og par i fertilitetsbehandling om de svære følelser og øvrige mentale belastninger, der er en uundgåelig del af dét at blive behandlet for barnløshed. Både i det offentlige og på de private fertilitetsklinikker er der fokus på det ’mekaniske’ med fx sædprøver, hormonbehandling og ægløsningsindsprøjtninger. Hvis sygeplejerskerne fremover får mere tid til støttende samtaler, vil det med stor sandsynlighed reducere det store antal depressioner, psykiatriske indlæggelser og skilsmisser, der følger i kølvandet på fertilitetsbehandling, lyder det fra Pernille Barslev, Sandie Moesgaard Lauridsen og Lena Lauridsen. Læs om bachelorprojektet her

Katrine Frederikke Bjerg Madsen har skrevet sit bachelorprojekt med afsæt i indsigter fra en praktikperiode på Hospice Limfjord i Skive. Hun fremhæver, at musikterapeuter med deres musik, særlige nærvær og terapeutiske kompetencer gør en kæmpe forskel for uhelbredeligt syge patienter – og samtidig er afgørende i det tværprofessionelle samarbejde, som blandt andet sygeplejersker indgår i. Katrine Frederikke Bjerg Madsen anbefaler, at brugen af musikterapeuter bliver udbredt til store dele af sundhedsvæsnet – fx som en fast faggruppe på alle hospices, på samtlige palliative sygehusafdelinger og tillige i hjemmeplejen, da de fleste mennesker dør i eget hjem. Læs om bachelorprojektet her
