
VIA University College er sammen med deltagere fra syv øvrige europæiske lande i et nyt forskningsprojekt med titlen STRIDE, der har som mål at reducere uligheder i uddannelse og læringsresultater i Europa.
STRIDE er en forkortelse af Strategies for achieving equity and inclusion in education, training and learning in democratic Europe, og projektet løber fra 2024 til 2027.
”Projektet vil tilvejebringe styrket viden om, hvad der former uddannelsesresultater over tid, og hvad det politisk er særligt vigtigt at have fokus på for at reducere uddannelsesmæssige uligheder på både kort, mellemlang og lang sigt,” forklarer Lillian Buus, der er centerleder i VIA University College under forskningsområdet Pædagogik og Dannelse og tillige er projektleder for STRIDE.
Lillian Buus deltager i STRIDE sammen med fem øvrige forskere fra forskningscentre hos VIA.
Stor værktøjskasse til politikere
Samarbejdspartnerne i STRIDE er foruden VIA som dansk repræsentant det norske universitet OsloMet, Roehampton University I Storbritannien, det græske universitet National and Kapodistrian University of Athens, Jagiellonian University i Polen, den belgiske Lifelong Learning platform – European civil society for education samt TÁRKI Social Research Institute i Ungarn.
”VIA har to primære opgaver i STRIDE-projektet. Vi skal vi stå i spidsen for at gennemgå og analysere de vigtigste nationale og regionale uddannelsesreformer i Europa over de seneste 25 år. Dét skal føre til, at der bliver indsamlet viden om de tiltag i uddannelsesreformer, der er sat i søen for henholdsvis at mindske uligheder samt for at fremme lighed og inklusion i uddannelse. Det er tillige VIAs opgave at samle STRIDE's forskningsresultater og ’oversætte’ dem til handlingsorienteret indsigt for politiske beslutningstagere i konsortielandene og for Europa-Kommissionen,” fortæller Lillian Buus.
Konkret bliver der udarbejdet en omfattende politisk værktøjskasse, der giver praktiske værktøjer og teknikker til at vurdere og adressere uddannelsesmæssige uligheder. Ambitionen er, at værktøjskassen vil være en værdifuld ressource for politiske beslutningstagere i hele Europa i arbejdet med at understøtte lige muligheder for uddannelse og læring.

Spot på køn og baggrund
I indsatsen for at for at finde frem til årsagssammenhængen mellem uddannelsespolitikker og uligheder i uddannelsespræstationer, bliver der udviklet en omfattende og sammenlignende vidensbase om effektive uddannelsesreformer, politiske initiativer og interventioner.
Konkret bliver der undersøgt på en række tværfaglige variabler, som kan påvirke læringsresultater og læringsfremskridt på forskellig vis. Det gælder fx variabler som socioøkonomisk baggrund, køn, handikap, migrationsstatus, hjemmesprog, skolebaggrund og pasning som barn (i daginstitution, hjemme eller andet).
”I STRIDE-projektet vil vi på innovative måder kombinere forskellige metoder, data og discipliner fra statskundskab, uddannelsesvidenskab og sociologi,” forklarer Lillian Buus.
Hun betegner STRIDE som et vigtigt projekt, da det kommer til at sætte spot på veje til at minimere de eksisterende udfordringer med inklusion og uddannelsesmæssige uligheder – med afsæt i en grundig evaluering af effektiviteten og virkningen af forskellige politiske interventioner og reformer.