
Iben, Blinera og Laura vælger på 4. semester den internationale praktik - ikke kun for at opleve Afrika, men for at finde ud af, hvad de kan i praksis. Projektstyring eksisterer ikke længere kun på skemaet hjemme på VIA, men bliver brugt i en virkelighed med sproglige barrierer og lokale traditioner. Undervejs opdager de, at uddannelsens værktøjer rækker længere, end de selv havde forestillet sig – selv i et land, der fungerer helt anderledes end Danmark.
Kurs mod Afrika
I to måneder opholder de sig i byen Tamale i det nordlige Ghana. Det er muligheden for at prøve sig selv og studiet af, der får Iben, Blinera og Laura til at beslutte sig for at rejse uden for Danmarks grænser:
”Vores undervisere er gode til at forklare, hvordan det, vi lærer kan bruges ude i virkeligheden, men det er jo bare noget andet rent faktisk selv at skulle gøre det. Derfor var det en god mulighed for at prøve uddannelsen af tidligere end den rigtige praktik,” siger Iben.
Da de hører, at det er muligt at komme til Afrika, er de ikke i tvivl. De sætter kurs mod Ghana for at møde en anderledes kultur og helt nye oplevelser:
“Jeg havde aldrig været i Afrika, og jeg vidste, at jeg nok ikke ville komme til et land som Ghana igen,” siger Laura.
Projektstyring i brandvarme rammer
Deres studieophold begynder med observation og feltarbejde hos deres praktiksted, NGO’en Ghana Youth Guide, som arbejder med landbrug, bæredygtighed og ligestilling. Efter kort tid opdager de tre studerende en udfordring, der går igen i lokalområderne, og her opstår ideen til deres eget projekt:
”I Ghana er der varmt og her er meget sand og tørke. De har nogle gange gevaldige problemer med brand, men rigtig mange ved faktisk ikke, hvordan man bør agere i tilfælde af brand,” fortæller Iben.
Projektet udvikler sig til et konkret brandforebyggende initiativ, hvor de arbejder med projektstyring, kommunikation, budgetter, lokal aktørinddragelse og ansøgning om funding:
”Her kunne vi virkelig mærke, hvor meget vi bruger de redskaber, vi får fra undervisningen i form af projektstyring og overvejelser over, hvilke tiltag man bør tage, og hvad den lokale kontekst er. Så vi får virkelig brugt de konkrete værktøjer, vi har med hjemmefra,” siger Blinera.
Hvorfor tage på studieophold i udlandet?
“Fordi det er once in a lifetime! Det er også et skift i din hverdag, og du får en på opleveren.”
- Laura
”Man udvikler sig virkelig meget!”
- Blinera
”Hvis du er lidt i tvivl, så er det en mulighed for at prøve noget praktisk af lidt tidligere, end hvornår den egentlige praktik er.”
- Iben

Fra tvivl til selvtillid
”Inden vi tog afsted, var vi i tvivl om vi overhovedet kunne varetage de her opgaver. Vi har jo aldrig siddet med projektstyring i udlandet, hvor de gør alting helt anderledes, men vi har opdaget, hvor meget vi har fået med fra undervisningen,” siger Blinera.
Selvom fagligheden fylder meget, bliver opholdet også en personlig rejse. Hverdagen i Ghana byder på udfordringer såsom sproglige misforståelser og African time, hvor mødetider tages med et gran salt. For de tre studerende bliver det en lærerig øvelse i at håndtere ændringer, arbejde fleksibelt og kommunikere tydeligt i ukendte situationer. Erfaringerne giver dem en større indsigt i deres egne kompetencer:
“Personligt blev jeg virkelig sat på prøve i forhold til koordinering af tidspunkter og hvor hurtigt planerne kan ændre sig her i Ghana. Men der har jeg virkelig lært at være omstillingsparat og bare gribe det, der kommer,” siger Laura.
Studieopholdet bliver derfor et tydeligt vendepunkt fra usikkerhed til troen på egne evner.
Mere end et studieophold
Men der er også tid til meget mere end projektstyring. I Tamale bor Iben, Blinera og Laura i egen lejlighed tæt på deres chefs familie og bliver hurtigt en del af det lokale fællesskab. Her oplever de en gæstfrihed, der gør stort indtryk og fører til oplevelser, de ikke selv kunne have planlagt:
“Vores chef var ikke kun en chef. Han var også vores kontaktperson, støtte og nærmest familie,” siger Iben.
”Vi er virkelig blevet inviteret og kastet ud i mange ting. Vi har jo både været til et awardshow, vi har været til bryllupper og generelt lavet virkelig mange ting,” fortæller Blinera.
Når chancen er der, udforsker de Ghanas natur på safari, og griber enhver mulighed for at dyppe sig i en pool. Turen til Ghana har givet fuld plade på både de faglige og personlige oplevelser. En ting er sikkert: Deres valg om at tage på studieophold fortryder de ikke.
Vil du vide mere om studieopholdet?
Hør Iben, Blinera og Laura fortælle om alt det praktiske ved deres tur til Ghana:
Hvordan fandt I bolig?
Teamet fra Ghana Youth Guide hjalp os med at finde en bolig, der lå tæt på byen og vores arbejdsplads. De sendte også billeder, så vi kunne godkende boligen hjemmefra.
DIB, en dansk udviklingsorganisation, var også med til at godkende boligen, så der var ekstra sikkerhed i forhold til standard og tryghed. Det gav os en stor ro i maven, at der var flere parter inde over beslutningen.
Hvad hjælper VIA med, og hvad skal man selv stå for?
Vores undervisere fra VIA satte os i kontakt med DIB, som de har et tæt samarbejde med. De stod også for at udarbejde de formelle aftaler mellem VIA, DIB og Ghana Youth Guide. Det gjorde kommunikationen mere tryg og overskuelig, især nu hvor vi skulle samarbejde på tværs af lande og kulturer.
Vi stod også selv for at planlægge transport, vaccinationer, forsikring og andre praktiske opgaver. Bl.a. havde vi den primære kontakt til Ghana Youth Guide, stod for visumansøgning, udarbejdede et appendix med vores læringsmål og beskrev, hvad vi konkret ønskede at arbejde med under opholdet.
Hvad koster det at komme på studieophold?
Studieopholdet finansierede vi selv, men der er mulighed for at søge forskellige legater. Udvalget er dog begrænset, da der ikke er mange fonde, der støtter denne type praktikophold, og ansøgningsfristerne kan være en udfordring at nå.
Lykkes det at få et legat, kan det dog være en stor hjælp til at dække nogle af udgifterne. Vi vil derfor anbefale, at man går i gang med at undersøge legatmuligheder i god tid, da det kan gøre en stor forskel økonomisk.
Hvornår går man i gang med at planlægge turen?
Allerede i starten af 3. semester blev vi introduceret til muligheden for et praktikophold i udlandet. Kort efter skulle vi tage stilling til, om det var noget, vi ønskede at forfølge for at sætte gang i processen. Det indebar blandt andet at skrive en ansøgning til Ghana Youth Guide.
I starten af december købte vi flybilletterne, hvorefter processen fortsatte med vaccinationer og ansøgning om visum.