En af mine store interesser - og grunden til, at jeg begyndte på studiet - er, at jeg så en mulighed for at arbejde i interesseorganisationer både nationalt og internationalt. Her har uddannelsen både moduler og studieophold som kan skrives på cv’et, så der i fremtiden er bedre mulighed for at arbejde i interesseorganisationer og det private.
Studielivet
Der er mange muligheder på studiet. Jeg har selv været med i studiebaren, de studerendes råd, tutor for de nye studerende, studieforeningen VIAVAR og campusrådet.
Jeg har for nyligt også taget et studieophold i Tanzania. Simpelthen for at få så meget ud af studiet som muligt. Det har givet mig et stort netværk, men også stor viden om foreningsliv, fagbevægelser og alt muligt andet, som er værd at have med i bagagen, når studietiden er overstået.
Vi arbejder med virkelige udfordringer på studiet og får mulighed for at kaste nyt lys over forskellige offentlige projekter og udfordringer. Udfordringerne er mange, og det er her vi som administrationsbachelorer kan hjælpe til.