”Det var sygt spændende selv at stå med blodprøver i hænderne og være med til at lave analyserne. Det er fascinerende at se blodet blive centrifugeret og opdelt i forskellige komponenter, der hovedsagligt består af erytrocytter og plasma,” fortæller Hilal Omer, der læser på VIA Bioanalytikeruddannelsen i Aarhus.
Han er 23 år, går på 2. semester og har lige været ude i sin første praktik. Seks uger på Blodbank og Immunologi på Aarhus Universitetshospital.
”Det er fedt at have en god grundviden fra første semester, før man kommer ud i praktik på andet semester. For mig betyder det utrolig meget, at vi kommer ud i praktik flere gange i løbet af uddannelsen. Det er netop en grundene til, at jeg valgte at læse en professionsbachelor,” forklarer Hilal.
Interesseret i viden om kroppen
Efter gymnasiet (STX) havde han et par sabbatår, hvor han blandt andet aftjente sin værnepligt, arbejdede som poder under coronapandemien og havde job som kundeservicemedarbejder i Danske Bank.
”Jeg kan godt lide at arbejde med mennesker. Og da jeg samtidig er interesseret i viden om kroppen, og hvordan den fungerer, pegede det mig i retning af bioanalytikeruddannelsen,” fortæller Hilal.
Nu er han snart færdig med første studieår og har blandt andet fået undervisning i kroniske sygdomme og de analyser og undersøgelser, som patienten får foretaget.
Laboratoriedage giver liv til teorien
”Jeg kan godt lide de fag, vi har, og jeg synes, det er spændende at lære om bioanalyse og biomedicin, selvom det kan være lidt teoretisk tungt. Men vi har også laboratoriedage, hvor vi fx kigger på prøver helt ned på celleniveau i mikroskoper. Det er med til at give mening og forståelse til teorien,” siger Hilal.
Samtidig er han glad for sin studiegruppe, sine undervisere og sin klasse.
”Klasseundervisning er en kæmpe gave, for man kommer tættere på sine medstuderende og lærere, end hvis man får undervisning i auditorium. Det er også lettere at spørge ind, hvis der er noget, man ikke forstår,” forklarer Hilal.
Analyser er med til at finde den rette diagnose
Han har studiejob i Hjemmeplejen, og det er med til at give ham nogle erfaringer og kompetencer i forhold til kommunikation og kontakt med ældre borgere.
”Jeg kan godt lide tanken om, at jeg som bioanalytiker kan arbejde godhjertet og være med til at hjælpe mennesker. Gennem analyser af blod og væv kan jeg være med til at finde ud af, hvorfor patienterne har det, som de har det. Og hvad deres problemer skyldes. Det er fedt,” fastslår Hilal.
Hilals bedste råd til dig, der overvejer at læse til bioanalytiker:
- Kom ud og oplev faget, inden du søger ind, så du får en bedre forståelse af, hvad det er. Kontakt fx en klinisk bioanalytikervejleder på et hospital og spørg, om du må komme på besøg og se, hvad de laver.
- Overvej, hvilke undervisningsformer der passer til dig. Bioanalytikeruddannelsen veksler mellem teori og praktik. Det, synes jeg, er superfedt og motiverende. Mærk efter, hvad du trives med.
- Tag til U-days, hvor du kan komme ind på Campus Aarhus N og høre nogle nuværende studerende fortælle om uddannelsen. Og du kan stille dem spørgsmål om de ting, du er i tvivl om.
- Når du starter på uddannelsen og skal ud i praktik, så lad være med at gå i panik og begynde at tvivle på dit studievalg, hvis du ikke synes, det er fedt lige fra starten. Giv det tid.