Emil løser virkelige udfordringer som færdiguddannet bygningsingeniør  

Hvordan er det som nyuddannet at bytte klasselokalet ud med en byggeplads, håndværkere og forventninger? For Emil Reitz Mortensen handler hverdagen som bygningsingeniør om ansvar, tempo og at finde løsninger i praksis.

”Jeg kan godt lide at være løsningsorienteret. Pludselig opstår der et eller andet, og så står jeg med en bygherre og en håndværker, og de spørger: hvad skal vi gøre? Lynhurtigt får vi slået hovederne sammen, og finder den løsning, vi vurderer, er bedst,”  fortæller Emil.

Emil Mortensen på arbejde på en byggeplads iført sikkerhedshjelm og gul jakke.

For kun lidt over et år siden blev Emil færdig som bygningsingeniør på VIA i Horsens. Nu er han ansat i Ingeniør Huse og arbejder som byggeleder på et større projekt.

Ansvar fra første dag

Allerede til jobsamtalen blev Emil præsenteret for muligheden for at få et stort ansvar i et nyt byggeprojekt - og det var afgørende for, at han sagde ja:

”Jeg har en hel del ansvar og mine egne ansvarsområder. Mit arbejde er fantastisk, fordi der ikke er en dag, der ligner den anden. Der er gang i den, og folk ringer med spørgsmål i øst og vest, og hvis jeg ikke ved, hvad jeg skal svare, så må jeg finde ud af det,” siger Emil.

Emil er udførende ingeniør, hvilket betyder, at han ofte er til stede på byggepladsen – lige dér hvor det hele sker:

”Jeg sidder ikke på et kontor fra 8-16 hver dag. Jeg er udførende ingeniør, så jeg er ude på byggepladsen og ser til, at alting går efter planen, kommunikerer med håndværkere, besvarer tekniske spørgsmål og laver budgetter, tidsplaner og kvalitetssikring,” siger Emil. 

Fra praktik i 8. klasse til job som ingeniør

Emil har længe vidst, han gerne ville ingeniør. Faktisk lige siden han var i erhvervspraktik som bygningsingeniør i 8. klasse. Som færdiguddannet blev han præsenteret for Ingeniør Huse – af den selvsamme ingeniør, der dengang i 8. klasse havde Emil med på byggepladsen for første gang. Emil sendte en uopfordret ansøgning afsted, og den førte til hans første fuldtidsjob i byggebranchen.

Med speciale i Sustainable Energy Design passer Emil perfekt ind i Ingeniør Huse, der hjælper bygherrer og energiselskaber med at gennemføre komplekse projekter inden for vand-, el- og varmeteknologi samt dertilhørende byggeri:

”Jeg sidder virkelig med ægte udfordringer, som at overholde de miljøkrav, der bliver stillet til nye byggerier. Det er en sudoku i sig selv, for hvis du har en dårlig værdi det ene sted, så skal du optimere et andet sted. Du kan ikke bare blive ved med at gøre, som du har gjort for 20 år siden,” siger Emil.

Selvom mange af hans tidligere klassekammerater i dag arbejder som rådgivende ingeniører, kunne Emil ikke se sig selv i denne rolle på lang sigt. Derfor har han det allerbedst som udførende ingeniør midt på byggepladsen og med konkrete løsninger inden for energi og byggeri.

Emil står med ryggen til i en hejst lift med sikkerhedshjelm og gul vest på. Han er ved at kvalitetssikre et ventilationssystem i et rum på en byggeplads.

Klassefællesskab, der gør en forskel

Særligt én ting var afgørende, da Emil skulle beslutte sig for, hvor han ville læse til bygningsingeniør:

”Klassesammenhold har altid betydet enormt meget for min arbejdsmoral og lyst til at fordybe mig, så da jeg så, at bygningsingeniøruddannelsen på VIA i Horsens har klasseundervisning i stedet for forelæsninger, var jeg slet ikke i tvivl,” fortæller Emil.

Ifølge Emil skaber klasseundervisningen et stærkt fællesskab, som gør det lettere både at lære og engagere sig:

”Jeg tror, min studietid og hele min uddannelse er gået betydeligt bedre, fordi jeg har kunnet sparre med mine klassekammerater. Jeg har også haft virkelig gode undervisere, og det, at man har et mere personligt forhold til sine undervisere, gør, at man ikke sidder med en frygt for at spørge. Du skal ikke være bange for at svare forkert eller lyde dum, fordi vi er jo sammen om det her,” siger Emil.

Problemløser med overblik

Samtidig med det gode studiemiljø bruger Emil også det faglige fundament, der blev bygget i klasselokalet:

”Selvom jeg ikke arbejder som konstruktionsingeniør, så bruger jeg rigtig meget af det, jeg har lært på studiet, f.eks. om beton. Meget af det fag handler om kræfter, og hvordan beton som byggemateriale fungerer. Så når jeg står med en håndværker, der gerne vil bore et kæmpe hul, så skal jeg finde ud af, hvad der bores igennem, og hvordan det vil påvirke konstruktionen,” siger Emil.

Netop evnen til at finde løsninger på komplekse problemer kommer Emil til gode ude på byggepladsen:

”Jeg har lært at bevare roen, fordi vi skal nok finde et svar. Der findes simpelthen ikke et problem, man ikke kan finde en løsning på,” siger Emil. 

Så selvom opgaverne er blevet større siden Emils studietid, er kernen den samme – at vende og dreje problemet, indtil den bedste løsning står frem.