
En fremtidssikring. Det er, hvad Thomas Blume kalder uddannelsen til bygningskonstruktør, som han begyndte på efter flere år som tømrer. På studiet bygger han nemlig videre på sin erfaring fra byggepladsen ved at få flere kompetencer, der åbner et væld af døre til byggebranchen.
”Uddannelsen giver mig mulighed for, at jeg f.eks. kan gå den projekterende vej, hvor jeg arbejder på en tegnestue og gennemarbejder projekter, inden de kommer ud på en byggeplads og skal udføres.”
Overgangen fra at være tømrer til at starte på en professionsbachelor har for Thomas været problemfri, for der er en god sammenhæng mellem det teoretiske og de praktiske opgaver.
”Skiftet er overhovedet ikke noget, man skal frygte. Der er selvfølgelig teoriundervisning i klasselokalet, men det bliver hele tiden knyttet til projekter, som sad vi på en tegnestue. Så vi arbejder både med at nørde konstruktionen på en ydervæg og den endelige, færdige byggeplan.”
Mentorordning sikrer gode relationer på studiet
På bygningskonstruktøruddannelsen er der en klar progression fra det ene semester til det næste. Derved tager Thomas f.eks. den viden, han fik fra arbejdet med mindre huse, over i planlægningen af hele etagebyggerier. Dog kan Thomas godt opleve, at han indimellem mister det store overblik, når han er midt i et større projekt.
”Midt i et semester kan det godt være sådan lidt tørretumbleragtigt, hvor man bliver kastet rundt til højre og venstre. Men så når alt bliver koblet sammen til sidst, giver det hele dog god mening.”
Når overblikket smutter, har Thomas haft stor glæde af, at Campus Holstebro har en mentorordning, hvor ældre studerende hjælper de yngre godt i gang på uddannelsen.
”Vi har en god stemning her på Campus med åbne døre ind til undervisningslokalerne. Så hvis jeg sidder og bokser med et eller andet, kan jeg nemt lige stikke hovedet ind i et lokale og få øjenkontakt med en af de ældre studerende, jeg kender. Så jeg kan lige få et godt råd og let komme videre.”
Holstebro har holdundervisning og høj faglighed
Det er særligt den tætte relation til studerende på flere årgange, som Thomas fremhæver som en stor fordel ved at studere i Holstebro. Samtidig er holdene på hver årgang små, hvilket er med til at styrke fagligheden.
”Her i Holstebro er vi i meget tæt dialog med lærerne, fordi vi har så meget holdundervisning. Det er derfor let at få en god snak på klassen, og det højner fagligheden. Samtidig synes jeg, det er lettere at koncentrere sig i et klasselokale frem for en sal til en forelæsning.”
Holdet Thomas går på er en god blanding af studerende med håndværkerbaggrund og studerende, der kommer direkte fra gymnasiet. Og det ser Thomas som en klar fordel.
”Det giver en god synergi i klassen. Dem der kommer fra gymnasiet har f.eks. nogle flere skills på det computertekniske, mens jeg f.eks. bedre kan visualisere et færdigt byggeri.”
Derfor er studiegrupperne, som Thomas og de andre arbejder i på hvert semester, også sammensat på kryds og tværs, så de kan udnytte hinandens kompetencer og opnå de bedste resultater.
Vestjylland og resten af verden
De studerende på bygningskonstruktøruddannelsen omsætter hele tiden deres teoretiske viden til praksis gennem store og små projekter. På 3. semester har Thomas sammen med sit hold været en del af et internationalt samarbejde, hvor de sammen med finske studerende har arbejdet med et lokalt projekt.
”På sidste semester besøgte vi dem, og nu har de så været her. Vi var sammen ude på det gamle sygehus i Holstebro, der nu skal gøres til noget nyt, uden det bare skal jævnes med jorden.”
Derfor har det fælles projekt været at arbejde med bæredygtighed og innovation ved blandt andet at anvende eksisterende materialer i stedet for at bygge nyt.
”Vi måtte se på, hvad der var af brugbare materialer derude. Min gruppe arbejdede med de brune 70’er-døre. Ideen var, at vi kunne skære dem ud i små kvadrater og så bruge dem til akustikplader.”
Erfaring fra tegnestue som springbræt
På de sidste semestre i uddannelsen skal alle studerende specialisere sig mod et fremtidigt job eller branche. Thomas tror, han kommer til at vælge projektering, for han har en klar plan.
”I fremtiden kunne jeg godt tænke mig at køre rundt og lave tilstandsrapporter og energimærkninger. Det er en spændende og meget afvekslende hverdag, hvor man har kontakt til en masse forskellige mennesker.”
For at lande sådan et job skal Thomas først have fem års erfaring fra en tegnestue, hvilket vil give ham en endnu større viden om byggebranchen.
”Når jeg er færdiguddannet, ved jeg selvfølgelig ikke alt om alting, men jeg har på studiet lært, hvordan jeg tilegner mig ny viden. Derfor kommer jobbet på en tegnestue som en forlængelse af min uddannelse, og det vil gøre mig helt klar til mine fremtidige drømme.”