Fra professionel soldat til professionsbachelor i Purchasing Management

Andreas uddanner sig til indkøber. I løbet af uddannelsen har han både fået masser af teoretisk viden og praktisk erfaring. Mød ham her. 

Portræt af Purchasing Management-studerende, Andreas, med VIAs Campus Aarhus C i baggrunden

“Jeg vidste, at jeg gerne ville noget med forretning, for det har altid interesseret mig. Så selvom jeg havde en masse gode mennesker omkring mig og har fået venner for livet i Forsvaret, valgte jeg at søge videre,” fortæller Andreas Rubens Werneck.

Han er 25 år og læser på specialeretningen Purchasing Management (indkøber). Andreas kommer fra en baggrund som professionel soldat. Efter værnepligten tog han nemlig Hærens reaktionsstyrkeuddannelse og arbejdede yderligere 2 år som soldat. Ved siden af arbejdet læste han til handelsøkonom online. I den forbindelse skulle han til sidst i praktik og måtte derfor skifte stillingen i Forsvaret ud med en praktikplads i salgsafdelingen hos virksomheden Ellepot. En virksomhed, der producerer maskiner til landbruget. Det var her, at han første gang fik øjnene op for indkøb.

“Når jeg talte med mine kolleger i indkøbsafdelingen og hørte dem fortælle om alt fra forhandling med leverandører og relationsopbygning til indkøbssystemer, kunne jeg mærke, at det var noget, som jeg skulle udforske. Derfor begyndte jeg at undersøge mulighederne for at læse videre i den retning. Her faldt jeg over Purchasing Management på VIA og fandt ud af, at jeg kunne læse det som top-up på min handelsøkonomuddannelse og ovenikøbet blive professionsbachelor,” forklarer Andreas.

Indflydelse på bundlinjen

I dag er Andreas i gang med sit sidste semester af uddannelsen design og business med speciale i Purchasing Management. Undervejs er han blevet bekræftet i, at indkøb er det rigtige for ham:

“Det, som jeg godt kan lide ved indkøb, er en kombination af kontakten med leverandørerne og det ansvar, som følger med. Som indkøber har du stor indflydelse på bundlinjen og kan virkelig være med til at optimere en forretning. Indkøb påvirker jo mange af ledende i resten af værdikæden. Desuden er der mange af aspekterne ved faget, som jeg synes er spændende”.

Al den baggrundsviden, som vi får på studiet er enormt relevant. Men det er også fedt at komme ud og arbejde med indkøb i virkeligheden.

Andreas Rubens Werneck

Teori og strategi møder praksis

I løbet af uddannelsen har Andreas haft rig mulighed for at anvende en masse af teorien fra undervisningen i praksis. Både igennem projekter i samarbejde med virksomheder som møbelproducenten BoConcept og outdoor-mærket Nordisk - og gennem sit praktikforløb hos virksomheden Bedre Nætter.

“Al den baggrundsviden, som vi får på studiet er enormt relevant. Men det er også fedt at komme ud og arbejde med indkøb i virkeligheden. Det giver rigtig meget at prøve at arbejde i forskellige systemer rent operationelt, når du også har den strategiske forståelse med. Jeg kan godt lide at sidde med 2 skærme foran mig og navigere effektivt rundt i et forretningssystem, samtidig med at jeg skriver mails til leverandører og opretter ordrer for 2 millioner kroner i løbet af en formiddag,” forklarer Andreas.

Klar til karriere

Det praksisorienterede fokus på uddannelsen betyder også, at Andreas føler sig godt klædt på til et job som indkøber. Han har ikke et bestemt mål, men masser af appetit på flere udfordringer og udviklingsmuligheder.

“Jeg føler, at jeg har fået mere end nok med fra uddannelsen til at gå ud og starte min karriere. Du får noget erhvervserfaring med fra dit praktikforløb, og det betyder jo, at du ikke er helt grøn, når du skal ud at søge job. Du har prøvet at være en del af en virksomhedskultur og ved, hvordan man kommunikerer professionelt. Lige nu har jeg ikke en bestemt branche, som jeg gerne vil arbejde med indkøb i. Jeg vil bare gerne ud og have en masse erfaring og blive kastet ud i forskellige situationer. Det lærer man rigtig meget af,” slutter Andreas.

Mød flere studerende og færdiguddannede