
(Foto: Rocco Peditto)
”Det er ikke ambitiøst nok at læse til lærer.”
Sådan en kommentar mødte Kristian Martin Kjærsgaard, da han som ung overvejede sine karrieremuligheder. På trods af at han altid havde drømt om at blive lærer, satte kommentaren sig fast, og Kristian valgte i stedet at læse filosofi på universitetet.
I dag ved han, at kommentaren er meget langt fra virkeligheden.
”Det er en helt skør opfattelse, at det ikke er ambitiøst nok at være lærer. I et bredt perspektiv har vi ansvaret for dannelsen af de kommende generationer, og helt konkret har lærere mulighed for at gøre en stor forskel i det enkelte menneskes liv. Jeg ved i hvert fald, hvor stor en forskel gode lærere har gjort for mig,” siger Kristian.
Fra blæk til bøger
Efter sin bachelor i filosofi flyttede Kristian til Canada med sin kæreste. Da de nogle år senere vendte hjem til Aalborg, begyndte Kristian i lære som tatovør. Det kreative arbejde gav mening i en periode, men efter en rum tid begyndte tvivlen at melde sig.
“Jeg havde nogle skønne kolleger, men arbejdsmængden og arbejdstiderne var for hårde. Det passede ikke med det familieliv, jeg gerne ville leve,” fortæller han.
Det blev startskuddet til et nyt kapitel. Kristian søgte ind på den online meritlæreruddannelse i Nørre Nissum og fandt endelig tilbage til sin drøm om at blive lærer.
“Den online meritlæreruddannelse var en fantastisk mulighed. Det ville have været en udfordring for mig, hvis jeg skulle tilbage på skolebænken i klassisk forstand. Det passer mig rigtigt godt, at der er fremmøde en gang om måneden, og at jeg kan arbejde som lærer ved siden af studiet.”
En hverdag med mening
Kristian Martin Kjærsgaard begyndte som lærervikar og fik siden et barselsvikariat på Solsideskolen i Nørresundby. Her kan han afprøve de ting, han lærer på uddannelsen, i praksis, og han er allerede overbevist om, at han er landet på rette hylde.