Fra jura til lærer

Oprindeligt læste Karoline jura på universitetet, men skiftede ret hurtigt til læreruddannelsen, hvor hun kunne fordybe sig i flere af de fag, hun er vild med. Og så er der masser af psykologi og mulighed for at skabe en kultur, hvor det er tilladt at lave fejl - for det dem, vi lærer af. 

Kvinde laver gymnastik

I løbet af gymnasiet fandt 24-årige Karoline Victoria Flodager Stevens frem til, at hun skulle læse jura. Men efter få måneder manglede hun et tydeligt mål med sin uddannelse.

”Det var ikke tydeligt for mig, hvad det hele skulle ende med. Så begyndte jeg at undersøge andre muligheder, og her fandt jeg frem til læreruddannelsen, hvor det er tydeligt, hvad man bliver, når man er færdiguddannet,” siger Karoline. Hun fortæller, at i folkeskolen følte hun sig utilstrækkelig og var bange for at række hånden op. Men så kom hun på efterskole, hvor hun lærte at få øje på sine styrker.

”Jeg fandt ud af, at jeg godt kunne finde ud af det. At jeg havde masser af kvaliteter. Jeg vil lære eleverne at finde deres stærke sider frem. Være en rollemodel, der lærer dem, at det er ok at lave fejl. For det er det, der skaber vores udvikling. Og det skal belønnes,” siger Karoline. Hun uddyber videre, at det også betød meget for hendes valg af uddannelse, at hun på læreruddannelsen kunne få flere af de fag, hun er vild med.

Sportstrænerprofil

Karoline har valgt tre undervisningsfag. Engelsk, biologi og idræt. Og fordi hun læser på læreruddannelsen i Silkeborg, har hun også taget en særlig Sportstræner-profil. Her kan de studerende tage et trænercertifikat i enten fodbold, håndbold eller gymnastik.

”Det var et stort plus, at jeg kunne få lov til at dyrke gymnastik og spring på et højt fagligt niveau. Og samtidig kvalificere mig til at kunne undervise i det, når jeg er færdiguddannet. Jeg vil rigtig gerne arbejde med læring igennem bevægelse,” siger Karoline.

Kvinde slår vejrmøller

Vi lærer af vores fejl

Ud over idræt og sportstrænerprofilen har Karoline også biologi og engelsk som sine undervisningsfag. Hendes far er fra Australien, så hun har haft engelsk inde under huden hele sit liv. Og engelsk var et af hendes yndlingsfag i skolen - for det var hun naturligvis god til.

”Efter gymnasiet underviste jeg en dreng i 9. klasse, der havde svært ved engelsk. Her fik jeg øjnene op for, at mange ikke tør snakke engelsk i skolen, selvom om de fleste er ret dygtige til engelsk. Jeg vil gerne være den engelsklærer, der får eleverne til at snakke og gøre engelsk til det fede fag. Skabe en kultur, hvor det er tilladt at fejle, for vi lærer af at lave fejl,” siger Karoline.

Vi har masser af anvendt psykologi

Karoline fortæller, at fagligheden på læreruddannelsen er noget helt andet end den, hun kender fra gymnasiet. Der er både en dyb faglighed i selve faget og samtidig en psykologisk viden om, hvordan man formidler det til andre.

”Vi bliver nødt til at fordybe os i de enkelte fagligheder, men samtidig skal vi også vide, hvordan vi formidler det, så det bliver forståeligt for andre. Hvis du ikke selv forstår, hvad det handler om, så kan du ikke lære fra dig. Så vi har rigtig meget psykologi, så vi kan lære noget om mennesker, læring og om os selv,” siger Karoline.

Praktikken skaber den bedste læring

Hun er ret vild med, at der er praktik i uddannelsen. For hende giver det bare god mening at komme ud blandt de ægte levende elever.

”Det er i praktikken, jeg har udviklet mit mindset om, at fejltagelser er vigtige. Det er dem, der udvikler mig. Når vi reflekterer over det, der skete i undervisningen, bliver vi i stand til at gøre det bedre,” siger Karoline, der synes, at det er fedt at få lov til at koble teori med praksis.

”Når vi fx snakker om motivation. Så kan man se: Hov. Her sker der noget. Hvordan kan vi se det? Det er godt, at der er kommer mere praktik i den nye læreruddannelse, der kommer lige om lidt,” siger Karoline.

Der er altså ikke langt til Silkeborg

Til daglig bor Karoline i Aarhus, men tager gerne bussen hver dag til Campus Silkeborg. Det tager cirka 40 minutter, og bussen kører lige til Campus. Ifølge hende er det lige så nemt, som hvis hun læste på en uddannelse i Aarhus.

”Jeg er glad for at læse på Campus Silkeborg. Der er så meget sjæl. Det er småt og godt. Vi kender hinanden, og jeg føler mig tryg. På Jura var vi helt vildt mange og sad til kæmpe forelæsninger. I Silkeborg er der klasseundervisning, underviserne kender vores navn, og der er et stort fællesskab,” siger Karoline, der gerne vil være efterskolelærer, når hun er færdiguddannet. Og så vil hun måske læse videre bagefter, når hun først har undervist i nogle år, så hun kan blive endnu dygtigere.

Kvinde i natur

3 gode råd fra Karoline til dig, der overvejer at læse til lærer:

  • Prioriter det sociale, dine holdkammerater og studiegrupperne. Kom til alle de arrangementer, der er. Onsdagssamling, møder på uddannelsen, fredagsbar. Det er et rigtig godt startsted, når du begynder på uddannelsen. Engager dig og vær med allerede fra starten.

  • Og alt det du lærer uden for selve undervisningen, er jo både socialt og fagligt for en lærerstuderende. Fordi du altid kan bruge det, når du bliver færdiguddannet, og skal lære andre at blive en del af fællesskaber.

  • Skab dig nogle rutiner. Forbered dig, lav en plan, lær, hvordan du laver noter – og kom til undervisningen. Det er godt givet ud. I det hele taget vil jeg anbefale, at du skaber en hverdag med struktur, så du kan overskue din uddannelse. Læreruddannelsen er en fantastisk uddannelse.