
21-årige Mia Miljanovic ville først læse jura, men efter et besøg på studiet blev hun i tvivl. Der var for meget tørt stof, for store hold med forelæsninger - og så ligger det helt i Aarhus. Hun er født og opvokset i Ringkøbing sammen med sin familie, der er fra Bosnien.
”Mine forældre kom til Danmark, før jeg blev født, derfor har vi ikke så meget familie her i Danmark. Jeg er tæt knyttet til min søster og forældre, og vil gerne bo i nærheden af dem. Så jeg vil helst tage en uddannelse her på Vestkysten,” siger Mia, der altid gerne har villet gøre en forskel for andre mennesker, og gerne for dem, der har det allersværest.
Jeg vil være en lærer, eleverne husker
”Det tænkte jeg ville være oplagt med jura, hvor jeg kunne hjælpe mennesker i nød. Men så faldt jeg over læreruddannelsen, og så var jeg klar. Lige nu drømmer jeg om at blive fængselslærer, og arbejde i det hårde miljø. Gerne med mennesker, der har allermest brug for hjælp,” siger Mia og fortsætter:
”Jeg vil gerne være den lærer, man husker. Sådan en lærer havde jeg på gymnasiet. Han var mega inspirerende og brændte virkelig for sit fag. Han er mit store forbillede. Og fordi jeg er andengenerationsindvandrer, er jeg god til at sætte mig i andres sted, og ved, hvad det vil sige at være lidt anderledes,” siger Mia. Hun fortæller, hvordan hendes forældre har opdraget hende til at være taknemmelig og gribe de chancer, hun får. For hende er det vigtigt, at der skal ske noget, og derfor gør hun en dyd ud af, at der skal være et formål med alt, hvad hun kaster sig ud i.
Mere praktik med den nye læreruddannelse
På læreruddannelsen er de studerende i praktik flere gange i løbet af deres uddannelse. Med den nye læreruddannelse, der træder i kraft sommeren 2023, er der kommet ekstra praktik allerede på første studieår. Med den nye, udstrakte praktik på 1. årgang, kommer de lærerstuderende i praktik både på enkeltdage henover efteråret og igen i foråret. Ligesom de har en blokpraktik på fire uger i januar måned. På første og anden årgang er de studerende knyttet til en lærer og en skole.
”Det betyder, at vi kommer tæt på eleverne, lærerne og skolen – vi kommer til at kende det område, vi er ved at uddanne os til, rigtig godt,” siger Mia, der har været i praktik i en femte og en ottende klasse på en folkeskole, hvor hun har undervist i dansk. Det faste tilhørsforhold til en skole gør, at Mia både føler sig og er knyttet til skolen, også i de uge, hvor hun ikke er i praktik.
Hun fortæller også, at det er rigtig godt, at praktikken ligger så tidligt på uddannelsen, fordi det er her, de studerende rigtig fornemmer, om læreruddannelsen er noget for dem.
”Det er mega godt, at der er så meget praktik. Det er her, vi virkelig mærker, hvad det er, vi uddanner os til. I praktikken hænger det hele sammen og giver så god mening,” siger Mia.
Praktik – også i udlandet
Det er også muligt for de lærerstuderende at tage en eller to af deres praktikker i udlandet. Det kunne Mia godt finde på. Hun er fan af at rejse. Allerede i niende klasse var hun på et udlandsophold i Afrika – i Zimbabwe og Zambia - sammen med sin klasselærer og to andre elever.
”Vi var af sted i 14 dage. En uge, hvor vi arbejdede på et frivilligt projekt og en uge, hvor vi bare oplevede Afrika. Det var helt fantastisk og vi havde en rigtig dygtig lærer, der virkelig var tændt og brændte for andre kulturer. Sådan en lærer vil jeg også gerne være,” siger Mia, der i første omgang gerne vil være lærer i et fængsel, men måske vil videreuddanne sig på længere sigt, og blive skoleleder over tid. I det hele taget er hun glad for, at læreruddannelsen giver så mange forskellige karrieremuligheder.
4 gode råd fra Mia til dig, der overvejer at læse til lærer
-
Tag til åbent hus og få et indtryk af uddannelsen. Giv det en chance - der er virkelig mange spændende muligheder. Og så er det da også en væsentlig faktor, at der er så stor mangel på lærere, så der næsten er jobgaranti.
-
Fordi der er så mange fag på læreruddannelsen, kan du i høj grad fordybe dig i netop det, der har din store interesse. Udover at lære en masse om psykologi og om at undervise.
-
I løbet af uddannelsen er der masser af studiegrupper. Det er det nære og det trygge, som du kender det fra gymnasiet. Og alle kommer i studiegrupper; det hjælper underviserne med.
-
Søg ind og prøv det! Og husk – det er ikke et nederlag at droppe ud, hvis det viser sig, at det ikke er det rigtige for dig. Så er du bare den erfaring rigere.