BlindSpotit nedbringer antallet af højresvingsulykker

Henrik Dam Kristensen fik på VIA Campus Horsens et indblik i, hvordan entreprenørerne bag BlindSpotit arbejder med en teknologi, som gør det muligt at forebygge højresvingsulykker.

Jesper Engelbrekt, Søren Voigt og Henrik Dam Kristensen

Det er lastbiler og lastbilernes blinde vinkel i forbindelse med højresving, der har BlindSpotits fokus. For hvad skal der til for at nedbringe ulykker, som involverer cyklister og lastbiler? Og hvordan gør man cyklister opmærksomme på, at de befinder sig i lastbilens blinde vinkel?

Det er den udfordring, BlindSpotit vil løse, og de gør det med en dynamisk lysmarkering. Lysmarkeringen bliver aktiveret samtidig med, at lastbilen blinker til højre, og via en ’devise’ lyser den det område op til højre for lastbilen, hvor chaufføren ikke kan se cyklisterne - den blinde vinkel.

Devisen er monteret på lastbilen, og den dynamiske lysmarkering gør det muligt for cyklisterne at orientere sig og blive bevidste om, hvor de er usynlige for chaufføren. Det gør det lettere for cyklisterne at navigere sig ud af den blinde vinkel og på den måde undgå højresvingsuheld.

Inspirerende at møde iværksættere

Det er Søren Voigt og Jesper Engelbrekt, der står bag BlindSpotit. Jesper har en baggrund som Digital integrator og Søren er på sidste semester af sin VIA Maskiningeniøruddannelse. Sammen har de fået kontorplads stillet til rådighed på VIA Campus Horsens af VIAs studentervæksthus.

Her er Søren og Jesper en del af et entreprenant miljø, hvor VIAs studentervæksthus skaber rammerne og giver de studerende mulighed for at gøre idéer til virkelighed. Og netop energien i de små opstartsvirksomhede er noget, der inspirerer Henrik Dam Kristensen:

”Jeg snakker med mange iværksættere, for at høre, hvad vi kan gøre for at give dem bedre muligheder i Danmark. Det er meget inspirerende at snakke med iværksættere, for de brænder for deres idéer og for at gøre en forskel”.

BlindSpotit løser et reelt problem

Henrik Dam Kristensen er i dag gruppeformand for Socialdemokratiet, men han har tidligere arbejdet som transportminister i mere end to år. Derfor var han også været meget nysgerrig efter at høre mere om BlindSpotit, og hvordan lysmarkeringen kan være med til at øge trafiksikkerheden:

”Jeg har siddet i mange møder som minister, hvor vi har diskuteret, hvad vi kunne gøre for at nedsætte antallet af højresvingsulykker. Og det er et stort og reelt problem. Det er ikke et ’måske-problem’ eller et luksusproblem, BlindSpotit løser," siger Henrik Dam Kristensen og fortsætter:

”Det gør det interessant for mig at høre om, og jeg er imponeret over mulighederne med BlindSpotit. Men jeg ved også, at udfordringen for iværksættere er, at de har brug for risikovillig kapital, til at udvikle deres produkt, så det håber jeg for dem, at de finder”.

Netværk og opbakning er afgørende

For Søren Voigt og Jesper Engelbrekt ligger der mange, mange timers hårdt udviklingsarbejde bag BlindSpotit, fortæller Søren:

”Vi bruger meget tid på at søge midler til projektet. Men vi har været heldige, at vi har et stærkt netværk. Og vi har fået stor hjælp af VIAs studentervæksthus, underviserne på VIA Maskiningeniøruddannelsen og Business Horsens med ansøgning til bl.a. en ’startpakke’ fra Væksthus Midtjylland”.

Opbakningen fra samarbejdspartnere - i særdeleshed Horsens-virksomheden Artlinco - og alle andre, der har haft berøring med BlindSpotit har ifølge Søren Voigt været helt afgørende for, at han og Jesper har haft motivationen til at arbejde med udviklingen af BlindSpotit.

Fakta og mere information

BlindSpotit arbejder bl.a. sammen med transportvirksomheden DSV, for at sikrer sig, at deres løsninger er i overensstemmelse med chaufførernes ønsker.

Kontakt Søren Voigt på soren@blindspotit.dk eller Jesper Engelbrekt på jesper@blindspotit.dk for at høre mere om BlindSpotit.

Mød flere studerende og færdiguddannede