Kathrine vil hjælpe borgere i hverdagen

Kathrine Binderup Hansen læser på 5. semester på pædagoguddannelsen med specialisering i social-special pædagogik på VIA campus Viborg.

Portræt af Kathrine

I sit sabbatår var Kathrine ansat ved hjemmeplejen, hvor hun hjalp borgere med daglige gøremål i en pædagogisk stilling. Denne erfaring vakte en interesse i Kathrine, som ellers havde troet hun skulle læse på universitetet.

”Jeg havde undersøgt forskellige muligheder på universitetet, men jeg fandt ud af, at jeg har brug for at lave noget, hvor man er tæt med mennesker. Jeg tror virkelig bare, at det var i hjemmeplejen, hvor jeg kom så tæt på mennesker og arbejdede med dem, at det blev tydeligt for mig. Det at kunne hjælpe dem og se fremskridt var helt vildt givende,” pointerer Kathrine.

Arbejdet med at hjælpe voksne med udfordringer fangede Kathrine, som byttede planen om en universitetsuddannelse ud med en professionsbachelor som pædagog.

”Jeg synes faktisk bare, der var et eller andet, der fangede mig ved at arbejde med mennesker. Så der begyndte jeg ligesom at undersøge nogle muligheder for, hvad jeg kunne læse inden for det, og fandt VIA” fortæller Kathrine.

Pædagog for voksne

Kathrine vidste allerede inden hun startede på uddannelsen, at hun ville arbejde med voksne mennesker. Dog vidste hun ikke helt, hvordan man kom til det.

”Jeg vidste fra start, at jeg ikke ville arbejde med børn. Men så undersøgte jeg uddannelserne inden for VIA, tog en af de der tests med, ’hvad kan du blive’. Og så fandt jeg så ud af, at der var noget, der hed Social- og specialpædagog,” siger Kathrine.

I Kathrines praktik som social- og specialpædagog, er hun blevet bekræftet i, at hun er på rette vej.

”Jeg havde helt vildt mange succesoplevelser i min praktik. Jeg fik lov til at indføre nogle nye kommunikationsredskaber for nonverbale borgere. Det var virkelig en succesoplevelse for mig, at jeg fik lov til at ændre noget i praksis, som de stadigvæk bruger,” fortæller Kathrine.

Men det er ikke slut med at være på skolebænken for Kathrine, når hun færdiggør hendes professionsbachelor i pædagogik.

”Jeg drømmer lidt om at uddanne mig videre til fængselsbetjent. Jeg var i praktik på et sted, hvor der var domsanbragte. Jeg synes det var spændende, det der med at hjælpe borgere, som i samfundet ses som ’farlige’,” fortæller Kathrine.

Et intimt campus

Kathrine har boet i Viborg det meste af sin barndom, og da tiden kom til at hun skulle vælge videregående uddannelse, have hun ikke fået nok af Viborg.

”Jeg fandt ud af, at campus var noget mindre i Viborg. Her er holdene mindre, og man har mulighed for at snakke på tværs af årgangene. Jeg synes, det er virkelig, virkelig vigtigt, at man har et godt socialt liv. Både på uddannelsen, men også på campus. Vi kommer også hinanden ved på tværs af uddannelserne,” fortæller Kathrine er glad for, at der faktisk var en uddannelse der passede til hende i en mindre by.

Og selvom Kathrine ikke rykkede teltpløkkerne langt fra hvor hun tidligere havde boet, savner hun ikke storbyen.

”Jeg har altid elsket Viborg. Jeg synes det er så fedt, at jeg også kan finde rundt i Viborg. Jeg er ikke så meget til storbyen. Det er sådan lidt lille landsby-agtig. Så vi kender alle hinanden, og vi siger hej til hinanden på gangene. Det synes jeg bare er virkelig rart," fortæller Kathrine.