
”Jeg læste en HTX, hvor min studieretning var teknologi A og matematik A. Her arbejdede vi meget med produkt og produktudvikling,” siger Kristell. Da hun gik i gymnasiet, stiftede hun bekendtskab med produktionsingeniøruddannelsen og undersøgte den nærmere ved blandt andet at tage i studiepraktik.
Her oplevede hun, at man som produktionsingeniør kigger meget på optimering af produktion, hvilket hun synes lød spændende. Her fik hun også et indblik i, hvordan undervisningen er opbygget på VIA:
”Det virkede lidt som en udvidelse af gymnasiet ift. undervisningsmetoden. Og så virkede det til at være meget socialt,” fortæller Kristell og siger: ”Jeg kunne godt lide, at det er klasseundervisning frem for forelæsninger”.
20-årige Kristell Mae Manegway læser i dag på 2. semester på produktionsingeniøruddannelsen.
Tværfagligt samarbejde på uddannelsen
Klasseundervisningen er noget af det Kristell synes, er det fedeste ved uddannelsen. Men hun brænder også for det faglige, hvor især arbejdet med produktionsplanlægning og strategier har fanget hendes interesse:
”Jeg kan godt lide, alt hvad der har noget med systemer at gøre. Fx har vi et fag, der hedder operation management, hvor vi arbejder med forecasting, hvor man forudser, hvor meget man skal producere. Sådan noget synes jeg er virkelig spændende,” siger Kristell.
På første semester følger de studerende fagene automatisering, materialer og teknologier, teknisk design og mekanik. Kristell fortæller om fordelene ved at have fagene sammen med andre uddannelser:
”På 1. semester var vi slået sammen med maskiningeniørerne. Det var faktisk meget dejligt, fordi så får man rent faktisk lært hinanden at kende på tværs af årgangen, og man får et godt socialt sammenhold. Vi arbejder også i semestergrupper med dem, så på den måde kunne vi sparre med forskellige perspektiver, fordi vi kommer med forskellige baggrunde”.
Semesterprojekt
Hvert semester afsluttes med et semesterprojekt, der binder de forskellige fag sammen. Kristell fortæller om sit første semesterprojekt, hvor de skulle arbejde sammen med firmaet Wavin, der laver varmevekslere. Kristells gruppe, som både bestod af maskiningeniør- og produktionsingeniørstuderende, valgte at undersøge produktionen af varmevekslere:
”Maskiningeniørerne, kiggede på, hvordan man kan optimere selve ressourcerne, altså produktet, så man kan mindske tidsspildet. Og produktionsingeniørerne kiggede på, hvordan vi i selve produktionen kunne mindske tidsspildet,” siger Kristell og fortæller videre om deres resultat:
”Vi kom frem til, at det ville være meget mere praktisk, hvis man lavede en opdeling i tre arbejdsstationer, så der var tre personer i stedet for én person, der arbejdede på at lave en varmeveksler. Så der var nogen, der lavede ledningsarbejde, nogen, der lavede rørarbejde, og nogen, der lavede pakning og kvalitetstjek. Så i stedet for at én person skulle huske alle de her forskellige delopgaver, som de skulle lave, så blev det fordelt ud på tre personer.”
Kristell fortæller, at det var en gammel semesterprojekt-case, de havde fået, så da de efterfølgende kontaktede virksomheden og præsenterede deres resultat, fik de at vide, at virksomheden allerede havde implementeret denne løsning. På den måde blev de bekræftet i, at deres arbejde er relevant i den virkelige verden.
Det sociale liv
På VIA er der rig mulighed for at være en del af det sociale fællesskab. Kristell fortæller om hendes oplevelse af det sociale liv ved siden af studiet:
”Der er forskellige ting, man kan tage med til - for eksempel har vi fredagsbar hver anden fredag, hvor der er god mulighed for at snakke med folk på tværs af klasserne,” siger Kristell, som selv er en del af bar-udvalget.
Kristell fortæller videre om, at hun også er en del af VIAs kunstklub, som mødes hver søndag og maler: ”VIA sponsorer maling, og så tager man selv et lærred med, og så sidder man bare og snakker med folk, mens man maler”.
Kristells gode råd til dig, der overvejer at læse til produktionsingeniør
1) Tag kontakt til nogle der læser til produktionsingeniør eller som har læst det. Gerne en der er længere på uddannelsen. For eksempel kan du være studerende for en dag, hvor du kan møde de studerende.
2) Vær ikke bange for at starte på en uddannelse. Hvis du finder ud af, at det ikke er noget for dig, kan man altid vælge noget andet.
3) Vælg din uddannelse ud fra hvad du interesserer dig for.