Mahmoud Samer Ahmad er blandt de første studerende, der startede på skatteuddannelsen i Randers. Han startede en bileksport-virksomhed lige før coronaen lagde landet ned. Som nystartet virksomhed havde han brug for meget hjælp til skatteforholdene. Men det var ikke altid let.
”Det var svært, fordi vi skulle igennem så mange forskellige personer for at få den hjælp, vi søgte. Fordi der er så mange specialister, der ved en hel masse om ét bestemt område. Men vores problemstillinger handlede ofte om flere forskellige ting. Det var med til at tænde min interesse for at få en faglig viden om skat,” siger Mahmoud Samer Ahmad, der læser på VIA Professionsbachelor i skat. Han har taget en HHX og overvejede at læse til finansøkonom.
Spændende uddannelse, gode jobmuligheder
”Men så stødte jeg på skatteuddannelsen på VIA, og her var der bare rigtig mange muligheder. Uddannelsen er en generalistuddannelse, hvor vi lærer noget om hele skatteområdet, så vi kan se flere sider af skatteområdet på én gang,” siger Mahmoud, der uddyber og fortæller, at det faglige indhold på uddannelsen også tiltrak ham:
”Jeg synes, det lød spændende med markedsøkonomi, jura og personbeskatning. Og ikke mindst, at vi skal samarbejde med forskellige virksomheder og snuse til, hvad vi kan komme til at arbejde med i fremtiden. Det glæder jeg mig vildt til,” siger Mahmoud, der synes, at de gode karrieremuligheder også spiller ind.
”Jeg kan blive medarbejder i skat, revisor eller læse videre. Der er virkelig mange muligheder,” siger Mahmoud.
Små hold og godt studiemiljø
Han synes, det er fedt at være startet på skatteuddannelsen, hvor han både er glad for sit hold, det faglige indhold og for den studiegruppe han har fået.
”Grupperne har lærerne sat sammen, så vi ikke skal være usikre på, om vi nu også kommer i en gruppe. Og så er det fedt, at vi ikke skal sidde en 40-50 stykker til en forelæsning. Vi er også tætte på underviserne og kan altid komme, hvis der er noget, vi ikke har styr på,” siger Mahmoud, der generelt er meget glad for uddannelsen, men som også fortæller, at der er noget, han synes, er lidt svært.
Men noget er også lidt svært
”Fx forvaltningsret og jura, fordi der er så mange paragraffer. Og mange af dem er skrevet på gammelt dansk, der kan være mega svært at forstå. Men så får vi det jo heldigvis forklaret i undervisningen, og så giver det mening,” siger Mahmoud, der ikke helt ved, hvad han gerne vil lave, når han er færdiguddannet.
”Heldigvis er der rigtig gode jobmuligheder, så jeg afventer, og ser, hvordan jobmarkedet ser ud om et par år. Skattestyrelsen, motorstyrelsen eller måske læse videre på jura? Erhvervsjura? Men der er gode jobmuligheder, så jeg afventer bare og ser, hvad der sker,” siger Mahmoud.