Skat er grobund for velfærdssamfundet

Sadaf Sanatkar Yadi læser til professionsbachelor i skat på VIA i Randers. Hun er vild med kombinationen af jura, skat og regnskab. Og så betyder det meget, at der er så mange jobmuligheder inden for skat.

Studerende på Professionsbachelor i skat

 

Praktikken åbner øjne

I løbet af uddannelsen skal Sadaf og de andre studerende på skatteuddannelsen i praktik i et helt semester. Alle er sikret en praktikplads, og de studerende har stor indflydelse på, hvor de gerne vil hen: 

”Jeg vil gerne i praktik i en af de ni skattestyrelser. Lige nu tænker jeg enten på Toldstyrelsen eller Gældsstyrelsen. Men vi får hele tiden ny viden om forskellige områder, hvor skattemedarbejdere kan få arbejde. Så hvem ved, hvor jeg ender?” siger Sadaf, der forklarer, at der er stort fokus på samarbejdet med virksomheder, så det kan også være, at hun ender i det private i stedet for.

Samarbejde med arbejdsmarkedet

Som en del af uddannelsen er de studerende jævnligt på studiebesøg på forskellige arbejdspladser, hvor de får indtryk af arbejdsopgaverne og arbejdsmiljøet. Og der kommer ledere ind på uddannelsen og fortæller om deres arbejdsplads.

”Det er godt at lære noget om de forskellige områder. Er det her noget for mig? Hvis ikke, så kommer der andre muligheder, jeg kan prøve af,” siger Sadaf.

Medarbejdere med en bred viden

For Sadaf har det været en øjenåbner at komme til Danmark fra Iran og opleve, hvordan skat har stor betydning for opbygningen af den danske samfundsmodel:

”Velfærdssamfundet bygger på skat. Derfor er det bare så vigtigt, at vi har dygtige skattemedarbejdere. Og det handler ikke bare om skattesnyd, men i endnu højere grad om at få samfundet til at fungere til gavn for alle,” siger Sadaf. Hun uddyber og fortæller, at med den nye skatteuddannelse bliver der uddannet medarbejdere, der har en bred skattefaglig viden.

”I dag sidder der mange dygtige skattemedarbejdere, men de er som regel eksperter på ét område som fx jura eller økonomi. Det gode ved vores uddannelse er, at vi er en kombination af flere eksperter i én medarbejder. Vi kan noget af det hele,” siger Sadaf, der er rigtig glad for at gå på uddannelsen i Randers, hvor der er et godt og nært studiemiljø.