Psykomotorik kræver mere end gode karakterer

29-årige Jakob Streubel er lige startet på 2. semester af VIA Psykomotorikuddannelsen i Randers. Uddannelsen optager udelukkende i kvote 2, hvor det er mere end karaktergennemsnittet, der gælder. Fx har Jakob fem års erfaring som SOSU-assistent med i sin erfaringsrygsæk. 

Jakob Streubel

"På psykomotorikuddannelsen giver det god mening, at man optager alle i kvote 2, fordi man lægger vægt på det hele menneskes kvalifikationer. Ikke kun karaktergennemsnittet. Selvom du har gode karakterer fra gymnasiet, bliver du ikke nødvendigvis en god psykomotorisk terapeut. Det kræver, at du kan omsætte teori til praksis,” siger Jakob Streubel.

Han er 29 år og lige startet på 2. semester af VIA Psykomotorikuddannelsen på Campus Randers. Studiestarten foregår online, fordi corona stadig holder alle VIAs campusser lukkede. Men det tager ikke motivationen fra Jakob, der forklarer, at hans undervisere har så stærkt et engagement, at de formår at trænge gennem skærmen. 

Studierelevant ophold på Odder Højskole

”Jeg har altid haft en ambition om at komme ud og arbejde med mennesker og drømte oprindelig om at læse til fysioterapeut. Men efter gymnasiet var mit snit ikke højt nok til at komme ind på fysioterapeutuddannelsen. I stedet valgte jeg at læse til SOSU-assistent, fordi jeg vidste, at det med tiden kunne blive min adgangsbillet til andre uddannelser,” fortæller Jakob, der har fem års arbejdserfaring som SOSU-assistent med i bagagen.

Gennem research på nettet falder Jakob en dag lidt tilfældigt over psykomotorikuddannelsen. Her finder han de fag og den tilgang til sammenhængen mellem krop og psyke, som han har ledt efter. 

Inden han søger ind på VIA Psykomotorikuddannelsen, deltager han i et 18 ugers studierelevant ophold på Odder Højskole. Og før studiepladsen er en realitet, indebærer ansøgningsprocessen blandt andet en motiveret ansøgning og en adgangsgivende samtale. 

God balance mellem teori og praktik 

”Jeg synes, psykomotorikuddannelsen har en rigtig god balance mellem teori og praktik, og jeg kan finde lige så meget motivation i fx fysiologi og anatomi som i den mere praktiske bevægelsesundervisning. Det skyldes også vores undervisere. Det er så fedt at mærke, de virkelig har en ægte gejst for deres fag. Det giver de videre til os,” forklarer Jakob. 

Han har stadig tre år tilbage af uddannelsen, men tankerne om, hvad han vil arbejde med, når han er færdiguddannet er ret konkrete.

”Jeg synes, at både psykiatri og palliation er virkelig spændende områder. Det er emner, jeg har stiftet bekendtskab med i mit tidligere arbejde, og det ligger naturligt for mig og mit temperament, at jeg gerne vil hjælpe folk. Også når deres liv er rigtig svært,” fortæller Jakob.

Jakobs bedste råd til dig, der overvejer at læse til psykomotorisk terapeut

  1. Forsøg at skabe dig et overblik inden skolestart (litteratur, praktiske ting omkring uddannelsen), men begynd først at handle, når du er startet. Så kan du spare meget energi, tid og penge. Undervisere og tidligere studerende er meget behjælpelige med at finde ud af, hvad du skal prioritere i starten. 
  2. Tilegn dig så meget viden du kan om uddannelsen, inden du starter. Få fx en psykomotorisk behandling, tag på højskole, tag supplerende kurser og lån litteratur på biblioteket. Det bidrager til et større overblik og forhåndsforståelse for uddannelsen og dermed en større følelse af mening, når du starter.  

Mød flere studerende og færdiguddannede