For Malou var det især kombinationen af det fysiske og det mentale, der fangede hendes interesse.
”Jeg synes, det er så spændende, at vi arbejder både med kroppen og psyken. Mange glemmer, at det hænger sammen – men for mig giver det bare så god mening. Det gør faget helt unikt,” fortæller Malou, som oprindeligt troede at hun skulle læse psykologi på universitetet.
Hvor psykologi ofte er baseret på teori og forelæsninger, er psykomotorik et aktivt studie. De studerende arbejder praktisk med kroppen – samtidig med at de kobler det op på teori.
Studiepraktik gav indsigt
Malou deltog både i studiepraktik og på et introducerende kursus, før hun søgte ind. Det gav hende et realistisk indblik i hverdagen på uddannelsen.
”At møde underviserne og de studerende, mærke stemningen og se undervisningen i praksis gjorde en kæmpe forskel. Det var dér, jeg blev helt sikker på, at jeg ville søge ind,” siger hun.
Hun understreger, at studiepraktikken ikke kun er for gymnasieelever.
”Alle kan deltage, og jeg håber, flere får øjnene op for den mulighed,” fortæller Malou.
Det at komme ud og mærke faget inden man søger ind, er især vigtigt på psykomotorikuddannelsen. Uddannelsen optager kun studerende gennem kvote 2, det vil sige at alle ansøgere skal sende en motiveret ansøgning. Herefter bliver ansøgeren inviteret til en samtale.
Kropsbevidsthed i centrum
Trods Malou kun er på 2. semester, peger hun allerede på ét særligt fokusområde, nemlig kropsbevidsthed.
”Vi arbejder meget med at mærke, hvordan følelser og oplevelser viser sig i kroppen. Det er noget, mange slet ikke er vant til at være opmærksomme på, men som kan give en stor forståelse af, hvordan man egentlig har det.”
Hun mener, det er netop den helhedsorienterede tilgang, der gør psykomotorik til en vigtig uddannelse.
Et anderledes studie
”Vi griner, leger og bevæger os – og samtidig tager vi en seriøs uddannelse. Det føles ikke altid som skole, men det er netop det, der gør det så givende,” siger Malou.
Hun håber, at flere får øjnene op for uddannelsen.
”Det kan lyde lidt uklart udefra, men når man først oplever det på egen krop, giver det hele mening,” fortæller Malou som kraftigt opfordrer folk til at give faget en chance.
”At tage til en studieforberedende dag, i studiepraktik eller til en psykomotorisk behandling, kan give et rigtig godt indtryk af, hvordan arbejdet og studiet er skruet sammen,” fastslår Malou.
Når Malou er færdig med hendes professionsbachelor, håber hun at kunne bruge den til starte som selvstændig psykomotorisk terapeut.
”Jeg drømmer om at arbejde med gravide, fødsler, efterfødsel og børns motoriske udvikling. Det er et felt, jeg synes er utrolig spændende – og hvor psykomotorikken virkelig kan gøre en forskel.