Vi bruger både hoved og krop i undervisningen

Sabrinaeyja trives rigtig godt med, at kroppen er aktiv i en stor del af læringen på psykomotorikuddannelsen. Når hovedet er fyldt op med teori om psykologi, pædagogik, anatomi og fysiologi, nyder hun den praktiske undervisning i uddannelsens bevægelseslokaler. 

Sabrinaeyja læser til psykomotorisk terapeut på VIA

”En fed ting på psykomotorik er, at der er et tydeligt mønster i, hvordan uddannelsen er bygget op. Først lærer vi noget teori, og så prøver vi det af. Og der bliver hele tiden bygget ovenpå med mere teori. Undervisningen i bevægelseslokalerne er et dejligt afbræk, hvor vi kommer ud af hovedet og ned i kroppen. Det giver ny energi,” forklarer Sabrinaeyja Enela Louloa Johansen.

Hun er 27 år og i gang med den afsluttende eksamen på sit første år som studerende på VIA Psykomotorikuddannelsen i Randers.

”Jeg droppede ud af gymnasiet som 18-årig og rejste til Canada for at arbejde som au pair. Der havde jeg mange tanker om, hvad jeg skulle med mit liv og tog blandt andet en uddannelsestest på nettet, hvor psykomotorikuddannelsen dukkede op. Jeg blev tiltrukket af uddannelsens fokus på sammenhængen mellem krop og psyke,” fortæller Sabrinaeyja.

Forberedende kurser på Odder Højskole

Da hun kom hjem fra Canada, havde hun forskellige jobs, hvor hun blandt andet arbejdede som medhjælper i børnehave, vuggestue og SFO. Hun har også gået på Odder Højskoles linje for krop og bevidsthed i fem måneder og været på dagskursus på højskolen.

”Egentlig har jeg dyrket psykomotorikuddannelsen meget, inden jeg kom ind. Jeg har været på forskellige kurser, deltaget i åbent hus og jeg har brugt tid på at lære mig selv at kende. Jeg tror på, at man står endnu stærkere som fagperson, hvis man som psykomotorisk terapeut kender sig selv godt,” siger Sabrinaeyja.

På 4. semester venter 12 ugers praktik, som Sabrinaeyja overvejer at tage i udlandet for at opleve psykomotorik i en anden kultur. Hun vil gerne arbejde med unge mennesker som sin målgruppe. Eventuelt noget med undervisning på en højskole.

Sabrinaeyja læser på VIA Psykomotorikuddannelsen

Underviser og selvstændig terapeut

”Jeg synes, det har været svært at være ung. Der sker så mange ting i både krop og hoved – og online. Jeg vil gerne hjælpe andre og facilitere en proces hos unge, hvor jeg hjælper dem til selv at indse, at meget af det, der roder i deres hoveder, bare er tanker, der trækker dem ned. Tanker er ikke virkelighed,” forklarer Sabrinaeyja.

Hendes drømmejob på sigt er at blive selvstændig på deltid som psykomotorisk terapeut og behandler med egne klienter. Den anden halvdel af arbejdstiden vil hun gerne bruge på at undervise, fx i virksomheder eller på højskoler.

”På psykomotorikuddannelsen har vi arbejdet meget med at lære at undervise i fx bevægelse. Og det har været en fed oplevelse for mig at opdage, at jeg godt kan finde ud af det. Jeg kan stadig blive nervøs, men min erfaring har lært mig, at det hele nok skal gå. Jeg vil ikke gemme mig mere – det har jeg gjort rigtig meget. Det er ok, at jeg er lidt nervøs. Det sker der ikke noget ved,” fastslår Sabrinaeyja.

Sabrinayas bedste råd til dig, overvejer at læse til psykomotorisk terapeut

  1. Tag til åbent hus, hvis du er i tvivl om, hvorvidt uddannelsen er noget for dig. Kom ind på campus, og mærk efter, hvordan det vil føles at studere her. 

  2. Tag eventuelt et højskoleophold på Odder Højskole, der har særlige kurser, som forbereder dig på psykomotorikuddannelsen.

  3. Prøv eventuelt en form for terapi, så du får kigget på dit liv fra et andet perspektiv. Hvis du fx går til kropsterapeut, kan der dukke nogle nye tanker om, som kan være ret overvældende. Men selvudvikling er en del af uddannelsen, så det er godt at være lidt forberedt. 

Hvad er en professionsbachelor?

En professionsbachelor tager typisk 3,5 år og kombinerer teori med udfordringer fra virkeligheden. Det kan fx være projekter i samarbejde med virksomheder og organisationer samt obligatoriske praktikforløb. Her får du altså praktisk erfaring og noget at skrive på dit CV undervejs i din uddannelse. På den måde bliver du pro, allerede inden du er færdig med at studere.