Som studerende på sundhedsadministrativ koordinator på VIA skal Jasmin i praktik to gange. Første praktik er allerede på 1. semester, og her var Jasmin i praktik hos Lægefællesskabet Grenå, som både er tæt på, hvor hun bor og lige i den retning, hun gerne ville:
"Da jeg søgte ind på uddannelsen, var det for at kombinere det administrative og det sundhedsfaglige. Jeg drømte samtidig om at komme til at arbejde ved en praktiserende læge, hvor jeg kunne få stor patientkontakt.”
Derfor blev praktikstedet også en drømmepraktik, da Jasmin fik ansvar både i skranken, hvor patienter henvender sig, og med sundhedsfaglige opgaver som for eksempel blodprøvetagning.
Praktik samme sted begge gange
Jasmin er nu i praktik for anden gang, og hun har valgt endnu en gang at være i Lægefællesskabet Grenå. Dels på grund af de spændende arbejdsopgaver og dels på grund af den gode stemning på jobbet:
”Her er intet hierarki, og jeg sparrer både med læger og sygeplejersker. Det er et trygt sted at være og nogle gange kommer vi til at grine så meget, at patienterne kan høre os. Det styrker vores sammenhold.”
Lægefællesskabet har mange læger, sygeplejersker og sundhedsadministrative koordinatorer og her er Jasmin en vigtig brik:
”Når jeg møder ind om morgenen, er jeg en del af et team. Alle i huset samarbejder om at gøre det bedste for vores patienter, og de opgaver, jeg løser, er med til at få det hele til at gå op.”
Som en del af praktikkerne er Jasmin blevet oplært i flere sundhedsfaglige færdigheder, så patientkontakten ikke er begrænset til det administrative:
”Jeg tager blandet andet blodprøver og fjerner sting. Her møder jeg patienterne på en lidt andet måde end når jeg bestiller nyt medicin til dem.”
Mix af administrative og sundhedsfaglige opgaver
Jasmins arbejdsdag starter altid med et morgenmøde for hele Lægefællesskabet, hvorefter dagen går i mange retninger:
”Min dag er virkelig afvekslende. Jeg laver e-konsultationer, giver vacciner og laver EKG’er. Jeg har også ansvaret for at kigge på blodprøvesvar og lave kørekortattester.”
Jasmin har også telefontid, hvor hun hjælper patienter med at få den rette konsultationstid samtidig med, at hun passer skranken, hvor patienter og kollegaer kommer med spørgsmål:
”Min dag rummer lidt af hvert. Jeg kommer også ud af huset i vores mobil-lab, hvor jeg tager hjem til patienterne og løser en række opgaver.”
Hand on-studie
Som alle uddannelser på VIA er samspillet mellem teori og praksis centralt på uddannelsen til sundhedsadministrativ koordinator:
”Der er meget læsestof, for vi skal have viden om anatomi, jura og alt muligt derimellem. Det hele bliver koblet til praktiske øvelser fra virkeligheden, så det giver virkelig god mening.”
Alle øvelserne omsættes så til konkrete arbejdsopgaver i de to praktikker som Jasmin og de andre skal igennem:
”Jeg elsker at være i praktik! Jeg lærer bedst hands on, så praktikkerne får alt til at give mening for mig.”
Praktikken gav studiejob
Jasmin er i praktik 30 timer om ugen, men på sin ugentlige fridag møder hun også ind i Lægefællesskabet Grenå:
”Efter min første praktik blev jeg tilbudt et studiejob i Lægefællesskabet. Så den dag, hvor jeg ikke er i praktik, arbejder jeg her med samme type opgaver. Jeg føler mig derfor virkelig værdsat og samtidig er det rart at have et studiejob, der giver mening fagligt.”
Både studiejob og praktikkerne har gjort, at Jasmin er helt klar på, hvad hun vil i fremtiden:
”Jeg ved bare, at jeg er landet på den rette hylde som lægesekretær. Ja, det er det, jeg kalder mig overfor vores patienter.”
Sundhedsadministrativ koordinator er en mere dækkende betegnelse for de opgaver, som Jasmin udfører, men det skal patienterne lige vænne sig til:
”De er ikke helt med på det nye navn for vores profession. Men det bliver de nok med tiden.”
Jasmins gode råd til dig, der overvejer at læse til sundhedsadministrativ koordinator
- Bliv ikke skræmt af det administrative. Du kan få job mange forskellige steder, så du kan sagtens finde et sted, der passer til det, du drømmer om.
- Udforsk de forskellige sundhedsfaglige uddannelser. Jeg troede, jeg skulle læse medicin, men her fandt jeg en uddannelse, der både har det administrative og det sundhedsfaglige. Det er meget mere mig.
- Prøv det af. Med en praktik allerede på første semester kan du nemmere spore dig ind på, hvilken retning du gerne vil gå med uddannelsen