Josephine vil være professionel sundhedsdirigent

29-årige Josephine har altid ønsket at arbejde med mennesker og gerne inden for sundhedsvæsenet. Med en uddannelse til sundhedsadministrativ koordinator drømmer hun om at kunne være med til at omstrukturere sundhedsvæsenet og sikre, at ressourcer og kompetencer i sektoren bruges bedst muligt. 

Josephine læser sundhedsadministrativ koordinator

”Jeg har altid ønsket at kunne gøre en forskel og faktisk rykke ved noget. Og det føler jeg, at jeg kan med den her uddannelse” siger Josephine, som læser på 3. semester på uddannelsen til sundhedsadministrativ koordinator og fortsætter. ”Jeg kan være med til at optimere processer og omstrukturere arbejdsgange, så læger og sygeplejersker bruger deres ressourcer og kompetencer bedst muligt. 

At være havnet på rette hylde

På uddannelsen til sundhedsadministrativ koordinator får Josephine og hendes medstuderende en uddannelse, som kombinerer administration og koordinering med sundhedsvæsenet. Netop den kombination fik Josephine til at søge ind på uddannelsen. ”Jeg har haft mange forskellige jobs, og fælles for dem alle er, at jeg gerne arbejder med mennesker. Og det, sammen med et stort ønske om at komme inden for sundhedsvæsenet, gjorde, at jeg søgte ind på uddannelsen til sundhedsadministrativ koordinator.” siger Josephine, som virkelig føler, hun er havnet på rette hylde med denne uddannelse. ”Det fedeste er virkelig at mærke, at det hele i undervisningen giver mening for mig. Jeg kan bruge langt det meste fra undervisningen, og det interesserer mig. Jeg føler mig motiveret og engageret – og det gør bare hverdagen så meget bedre.”

Det fedeste er at mærke, at det hele i undervisningen giver mening for mig. Jeg kan bruge langt det meste fra undervisningen, og det interesserer mig. Jeg føler mig motiveret og engageret.

Josephine, studerende til sundhedsadministrativ koordinator

For Josephine er koordination og struktur noget, der er vigtigt for hende. ”Jeg elsker at have overblik og er typen, der har orden i sagerne. I det her job er det en klar fordel. Når man har styr på tingene, er det nemmere at være omstillingsparat og tage imod, når der pludselig flyver noget ind fra højre, du skal tage dig af.” siger Josephine, har valgt uddannelsen til både pga. både det sundhedsfaglige og det administrative fokus. 

En praktisk uddannelse, som åbner mange døre

Josephine fremhæver den praksisnære undervisning som en af de store fordele ved uddannelsen. ”Vi arbejder meget med cases, og et fag som fx jura bliver for mig meget nemmere at tage ind, når vi sidder med cases og skal se på juridiske problemstillinger fra en sundhedsadministrativ koordinators synpunkt. For mig bliver det meget mere spændende og relevant end at sidde og læse i lovbøger.” 

På uddannelsen foregår undervisningen meget tæt på praksis. Allerede på uddannelsens 1. semester er de studerende i 10 ugers praktik, mens de på 4. semester skal de i 20 ugers praktik. Josephine står over for den lange praktik på 4. semester og glæder sig til igen at komme ud og få fingrene rigtig ned i professionen. ”Jeg har fundet en praktikplads hos en frivillig organisation, Social Sundhed, som kobler frivillige kræfter til patienter og borgeres sygdomsforløb. De frivillige skal hjælpe med at skabe overblik, formidle og skabe sammenhæng i forløb med praktiserende læge, sygehuse, hjemmepleje mv.” fortæller Josephine, som glæder sig til at prøve kræfter med at arbejde i organisationen, hvor hun skal hjælpe med koordinering af frivillige, rådgivning af borgere og administrative opgaver inden for koordinering, jura, data mv. 

Josephines gode råd til dig, der overvejer at læse til sundhedsadministrativ koordinator

  • Mærk efter i maven, hvad der tiltaler dig.
  • Tag den med ro. Det vigtigste er, at du finder din egen vej i undervisning og forberedelse.
  • Det er aldrig for sent at starte på en uddannelse som sundhedsadministrativ koordinator. Sektoren har brug for os, og vi skal arbejde i mange år.