Fra patient til sygeplejerskestuderende

Ronja har medfødt hoftedysplasi og er hofteopereret tre gange. Nu læser hun til sygeplejerske på VIA i Viborg, fordi hun har erfaret, hvordan dygtige sygeplejersker kan gøre en positiv forskel i menneskers liv. 
Studerende på VIA Sygeplejerskeuddannelsen Ronja Amalie Cummings

”Jeg var kun syv år, da jeg blev indlagt på hospitalet med åbent benbrud. Men jeg kan stadig huske, hvordan sygeplejersken fra dengang tændte et lys i mig, fordi hun så mig som det barn, jeg var. Den følelse har jeg taget med mig, for jeg synes, det er mega vigtigt at se mennesket bag og ikke bare sygdommen,” fortæller Ronja Amalie Cummings.

Hun er 22 år og læser på 1. semester af VIA sygeplejerskeuddannelsen i Viborg. Hun er ud af en familie med flere sundhedsprofessionelle, og i 9. klasse var hun i erhvervspraktik på det hospital, hvor hendes faster arbejdede som operationssygeplejerske.

Realistiske idealer

”Jeg har altid vidst, at jeg skulle arbejde med mennesker, fx som læge eller sygeplejerske, for jeg har et indbygget pleje-gen,” forklarer Ronja.

Rollen som patient kender hun også temmelig godt, for hun fik konstateret medfødt hoftedysplasi som teenager. Det har betydet en nær kontakt til sundhedsvæsenet og tre større hofteoperationer inden for de seneste år.

”Fysisk er det stadig en udfordring, men jeg vil ikke have, at det skal forhindre mig i at leve det liv, som jeg gerne vil. Jeg kommer måske ikke til at kunne arbejde fuldtid som sygeplejerske, men det er heller ikke så vigtigt, Det vigtigste for mig er, at jeg laver noget, jeg virkelig brænder for,” siger Ronja.

Et væld af jobmuligheder 

Hun understreger, at sygeplejerskeuddannelsen netop er et godt valg, fordi det er et bredt fag, der hele tiden udvikler sig.

”Der er vildt mange muligheder inden for sygepleje. Lige nu drømmer jeg mest om at komme til at arbejde med børn og unge inden for psykiatrien. Men der er fx også mulighed for at forske,” fortæller Ronja.

Inden hun startede på sygeplejerskeuddannelsen, har hun haft fagrelevant arbejde i mere end to år. Dels som pædagogmedhjælper i en vuggestue og børnehave og dels som medhjælper på et demensplejehjem.

Praktik fremmer forståelsen af teori

”Jeg er meget glad for, at jeg har den joberfaring med mig ind i uddannelsen. Det betyder for eksempel, at jeg ofte har nogle konkrete situationer at relatere til, når vi gennemgår noget teori på skolen. Det hjælper til forståelsen,” forklarer Ronja.

På forhånd var hun lidt bekymret for, om hun kunne følge med i undervisningen, men teoribøgerne har vist sig at være lettere at fordøje end frygtet.

”Jeg suger til mig, fordi bøgerne er spændende at læse. Det føles ikke rigtig som lektier, for jeg er meget motiveret for at læse noget, der gør mig til en dygtigere sygeplejerske. Det er fag, jeg selv har valgt, og jeg går her for min egen udviklings skyld og for min egen læring,” fortæller Ronja.

60 ugers praktik i alt

Selvom hun kun går på 1. semester, har hun allerede været ude i observationspraktik i en uge på Hjerteklinikken på Regionshospitalet Viborg.

”Det var mega spændende. Jeg fik blandt andet lov til at følge den samme patient før, under og efter en pacemaker operation. Det er fedt, at vi skal i praktik så mange gange i løbet af uddannelsen, og det er betryggende, vi også øver os i simulationslaboratoriet på skolen, inden vi kommer ud til rigtige patienter,” siger Ronja.

Ronjas bedste råd til dig, der overvejer at læse til sygeplejerske

  1. Rør ved faget, inden du søger ind. Få noget erhvervserfaring, og find ud af, om du kan lide at arbejde med mennesker.

  2. Tag et studiejob på fx et plejehjem, hvis du ikke har noget relevant joberfaring, når du starter på uddannelsen. 

  3. Spring ud i det, og søg ind, hvis du bare har en smule interesse for uddannelsen. Hvis du ikke bryder dig om hospitaler, så husk, at der er vildt mange andre steder, du kan arbejde som sygeplejerske.