
Efter 10 år med arbejde i store danske butikskæder som Sport24, Netto og SuperBrugsen valgte Katrín Emma Hjaltadóttir at skifte retning. Først begyndte hun at studere historie på Københavns universitet, man da hun 1 år senere blev nødt til at flytte til Jylland af familiemæssige årsager, måtte hun se sig om efter et nyt studie. Nu faldt valget på Value Chain Management i Horsens. Det viste sig at være den helt rigtige vej for hende.
”Da jeg ledte efter et nyt studie tænkte jeg meget over, hvad mine styrker var. Jeg er god til at have overblik, tænke ud af boksen og se muligheder. Samtidig havde jeg jo en del erfaring med business og butiksarbejde. Da jeg arbejde for Netto var min opgave eksempelvis at tage fra butik til butik og løfte niveauet. De egenskaber og erfaringer viste sig at passe rigtig godt til Value Chain Management, og jeg har aldrig fortrudt, at jeg valgte uddannelsen,” fortæller Katrín.
Meget mere end ren logistik
Indledningsvist var det i høj grad logistik-delen af Value Chain Management, som tiltalte Katrín. Hun vidste, at hun var god til at skabe overblik og holde styr på samarbejdspartnere og deadlines. Men Value Chain Management, viste sig også at rumme meget mere. Hun beskriver uddannelsen således:
”Value Chain Management handler også rigtig meget om procesoptimering. Her går man for eksempel helt ned på fabriksniveau og analysere på sammenspillet mellem de forskellige maskiner, for at se hvordan man kan øge produktiviteten. På uddannelsen arbejder man også overraskende meget med nogle mere menneskelige aspekter. Vi har eksempelvis haft undervisning i process consultation and relationships, hvor vi er blevet klædt på til rollen som konsulent i en virksomhed. På samme måde har vi også lært en masse om Change Management, fordi man som VCM-uddannet jo ofte går ind og skaber forandringer i en virksomhed. Det kan være frustrerende for nogle medarbejdere, og derfor lærer vi, hvordan man skaber opbakning og tryghed omkring forandringer og nye tiltag”.
Styr på værdikæden og vigtige værdier
Katrín dimitterede fra Value Chain Management i januar 2022, og blev efterfølgende ansat hos børnetøjsproducenten HRT Textiles, som er ejet af JBS. Faktisk skrev hun sin bacheloropgave i samarbejde med HRT Textiles, hvor hun blandt andet brugte sine analytiske evner fra studiet til at udpege mulige optimeringer af produktionen.
”Hos HRT skal jeg være med til at løfte virksomheden digitalt og styrke samspillet mellem afdelingerne. På VCM har jeg lært at analysere data om eksempelvis salg og lagerbeholdning og så træffe beslutninger ud fra de historier, som tallene fortæller. Jeg fik allerede indblik i HRT, da jeg skrev min bacheloropgave, og det var her, at jeg udpegede nogle muligheder for at bekæmpe spild i produktionen. Faktisk er det langt fra første gang, jeg arbejder med at øge bæredygtigheden i modebranchen. På mit 5. semester var jeg nemlig i praktik hos konsulentvirksomheden Sustainawear, som hjælper virksomheder i modebranchen med at arbejde med CSR og bæredygtighed,” forklarer Katrín.
Katrín blev ansat hos HRT Textiles i en projektstilling på et halvt år. Hun regner nemlig med at læse videre på kandidatuddannelsen Innovation and Business Development på SDU efter sommerferien.