
Fra selvstændig til ansat leder
Bent Fuglsbjerg er uddannet fysioterapeut. Inden han blev leder, drev han i 13 år sin egen virksomhed, hvor han blandt andet arbejdede med erhvervsafklaring for kommunerne.
Under finanskrisen blev han tvunget til at afvikle sin virksomhed, og derefter begyndte han at videreuddanne sig ved siden af sit job som underviser.
Herefter blev han ansat som leder i kommunalt regi – og i dag er han ansat i en lederstilling, hvor han har ansvaret for sundhedsplejen og tandplejen i Thisted kommune, som udgør to afdelinger med 35 medarbejdere og et budget på godt 20 millioner kroner.
Lederuddannelse på højt niveau
Da Bent Fuglsbjerg startede i sit nuværende lederjob, blev han opfordret til at tage en diplom i ledelse. Heldigvis var det også et ønske hos Bent selv.
Han valgte at tage uddannelsen i VIA, fordi han havde lyst til at møde og få input fra ledere fra andre kommuner, så de kunne dele deres erfaringer. Samtidig passede det perfekt med, at han kunne bo i familiens Aarhus-lejlighed, mens han var i gang med modulerne.
Jeg er blevet overrasket over det høje niveau på de enkelte moduler. Der er en god bredde i den måde, man kan zappe ind i teorierne på. Underviserne formår at lave en bred vifte af teoretisk grundlag, så man selv kan vælge, hvad man vil gå i dybden med. Jeg bliver udfordret på en rigtig fin måde, og det er op til mig selv, hvor akademisk, jeg griber det an. Bent Fuglsbjerg
Målet er en hel diplomuddannelse
Bent har sat sig som mål at gennemføre en hel diplomuddannelse i ledelse.
”Jeg er gået fra at være leder af medarbejdere til at være leder af ledere – og hvis jeg gerne vil et skridt videre, så er det en helt klar fordel, at jeg har taget en fuld diplomuddannelse i ledelse. Det giver mig papir på, at jeg kender til ledelse rent teoretisk og har prøvet ledelse af som en disciplin”.
Uddannelsen har givet mere tyngde i lederrollen
Som leder i en politisk styret organisation skal Bent kunne navigere i et vanskeligt krydsfelt med de politiske beslutninger på den ene side og den praktiske virkelighed på den anden. Og her har uddannelsen været med til at give ham den tyngde og ro, han havde brug for.
”Jeg har fået et bedre teoretisk fundament at stå på, når jeg skal oversætte fra et ledelsesniveau til et andet. Når der eksempelvis kommer nye politiske beslutninger, som har betydning for mine medarbejdere, så skal jeg kunne oversætte dem til noget meningsfyldt ude i praksis – og modsat skal jeg også kunne indfange den fagkultur, der eksisterer i praksis og kunne oversætte, hvad der så er brug for politisk for at kunne understøtte det arbejde, vi udfører”.
”Hvis jeg inden, jeg havde taget uddannelsen, havde siddet sammen med nogle chefer og en direktør til et møde på rådhuset, så havde jeg sandsynligvis forholdt mig ret tavs og havde svaret lidt usikkert på spørgsmål. I dag tager jeg den type møder helt uden at ryste på hånden, fordi jeg nu kan tale med, se sammenhængene, forstå kulturen og oversætte fra et niveau til et andet”.
3 gode råd
- Sortér i teorierne i forhold til, hvad du har brug for i din daglige praksis
Hvad optager dig lige nu, hvad fylder i dit lederskab, og hvad vil du gerne have svar på? Vælg et fokus og pluk de teorier ud, som du vil afprøve, så du ikke drukner.
- Vær bevidst om din egen læringsstrategi, så du bruger kræfterne rigtigt
Måske vil du helst bare læse en masse, fordi du er god til selv at omsætte det læste til viden, du kan bruge. Måske vil du hellere læse lidt mindre og i højere grad reflektere og afprøve dine idéer i dialog med andre. Eller måske er det en kombination. Uanset hvad så er det en god idé at være bevidst om, hvad du henter mest ved.
- Deltag aktivt i dialogerne og sig højt hvad du er i tvivl om, for ofte er der en stor læring i alene at få sagt tingene højt.