Thomas søgte en mere teoretisk ballast i procesledelse

Thomas har i sit job som Chief Technology Officer hos Roll-o-Matic kørt mange processer igennem årene, men han begyndte at mangle en teoretisk ballast at læne sig opad. Det har han fået nu med en uddannelse i procesledelse. 

Thomas Lassen

Mød Thomas

I denne video fortæller Thomas om hans motivation for at tage en uddannelse til proceskonsulent og om alt det, han har lært på uddannelsen.

Har kørt mange processer

Thomas Lassen er oprindelig uddannet maskiningeniør og er nu i gang med at tage en diplomuddannelse (EBA) hos VIA University College ved siden af sit job som Chief Technologi Officer hos virksomheden Roll-o-Matic - en produktionsvirksomhed med speciale i at bygge maskiner til konvertering af plastfilm til plastikposer og plastiksække på ruller. 

Thomas har igennem årene både bevidst og ubevidst kørt mange processer og synes egentlig selv, at det er gået meget godt. Men han begyndte at savne en mere teoretisk ballast og noget at hænge det hele op på. 

For at få nogle flere procesværktøjer og metoder at gribe ud efter valgte han derfor at tage ”Den professionelle proceskonsulent” som et valgfag under sin diplomuddannelse. 

”Jeg har egentlig altid været meget forberedt, så der ikke kom noget bag på mig. Men det, den her uddannelse har gjort, er, at det har sat en helt masse tanker og refleksioner i gang hos mig, omkring den måde jeg agerer på. Det har ført til flere ændringer i min hverdag”, forklarer Thomas. 

Uddannelsen gav også Thomas de værktøjer, han søgte. Fx lærte han at lave en drejebog, der om muligt gjorde ham endnu mere forberedt på de ting, der kan ske undervejs i processen.

”Jeg er også blevet meget bedre til at improvisere. Så skulle der ske noget, der forstyrrer processen, så gør det ikke det store”, forklarer han og tilføjer, at han samtidig har lært meget i forhold til at kunne sætte sig i modtagerens sted.  

Forskellighed gav nye perspektiver

Noget af det, som også har inspireret Thomas på proceskonsulentuddannelsen, er den forskellighed, han har mødt iblandt de studerende. 

”Når man er i en bestemt branche eller bestemt virkelighed, så er det jo ofte det, der hurtigt bliver det ”rigtige”. Men på det her modul har jeg mødt en helt masse forskellige mennesker fra andre brancher. Det har tvunget mig til at reflektere over, om det nu også er den bedste måde, jeg gør tingene på”, siger Thomas og uddyber:

”Jeg har fået flere gode råd udefra, som jeg har brugt til at kigge ind på min egen hverdag. I de fag jeg har taget tidligere, har mine medstuderende haft en ingeniørfaglig baggrund ligesom mig eller arbejdet i en lignende branche. Men det har været rart og brugbart denne gang at få helt nye perspektiver og blikke på min hverdag”. 

Udfordret på sit verdensbillede

Thomas anbefaler, at man tager uddannelsen, hvis man er klar på at blive udfordret på sine egne holdninger og måder at gøre tingene på. 

”Hvis du har tilbragt meget tid i den samme branche eller virksomhed, kan du nemt blive lidt ensporet og glemme, at virkeligheden kan være anderledes, end du selv ser den. Den opfattelse har uddannelsen rykket på hos mig, og jeg er virkelig blevet udfordret på mit eget verdensbillede”. 

Mere viden

Guide om procesledelse

Guide om procesledelse

Læs denne guide og find ud af, hvordan du kan gøre brug af procesledelse, hvis du fx leder forandringsprojekter, udviklings- og innovationsprocesser eller skal udvikle medarbejdere og teams.
Download guiden