Uddannelsesforløbet Seksualvejledning består af fire diplomforløb:
- Begreber og perspektiver i seksualvejledning
- Metoder i seksualvejledning
- Vejledning, undervisning og udvikling i seksualvejledning
- Seksuelle overgreb
Tilsammen giver de dig en helhedsforståelse af seksualvejlederens arbejde – fra de grundlæggende begreber til metoder, undervisning og håndtering af komplekse problemstillinger i praksis.
Du opbygger både teoretisk viden, metodiske greb og specialiserede kompetencer, som du kan bruge direkte i arbejdet med børn, unge og voksne med særlige behov.
Du kan tage forløbene i valgfri rækkefølge, men vi anbefaler, at du begynder med Begreber og perspektiver i seksualvejledning.
Når du har gennemført alle fire forløb, står du med et samlet kompetenceløft og styrkede forudsætninger for at arbejde kvalificeret som seksualvejleder. Du har samtidig mulighed for at søge optagelse i Seksualvejlederforeningen i Danmark.
Flere informationer om hvert forløb
Du finder de fire diplomforløb længere nede på siden med detaljer om indhold, undervisning og eksamen.
Selvom studieordningen for den sociale diplomuddannelse formelt beskriver uddannelsesretningen Seksualvejledning som to diplomforløb, har vi i VIA udvidet opbygningen til fire forløb.
Det giver dig et bredere og mere praksisnært fundament – og et 360 graders blik på seksualvejlederrollen – så du står stærkere i din faglige praksis.
Alle forløbene hører til den sociale diplomuddannelse. Derfor er der også nogle seksualvejledere, der efterfølgende supplerer med yderligere to obligatoriske diplomforløb og et afgangsprojekt og dermed gennemfører den fulde diplomuddannelse.