Ny proces kombinerer Design Thinking og forretningsforståelse

To forskere ved VIA Design har afprøvet en design proces for samarbejde mellem virksomheder, studerende og forskere.

Ved VIA Design i Herning har to lektorer videreudviklet begrebet Design Thinking til også at omfatte forretningsforståelse og strategi. 

Strategic Design Practice, som det nye begreb hedder, skal sikre, at design-processen ikke kun handler om at generere idéer, men at det også ender i løsninger. Allerede i idé-genererings fasen skal man tænke i mulige slutprodukter. 

Metoden er et kreativt og innovativt værktøj især udviklet til andre faggrupper end designere. Med metoden får andre faggrupper et fælles sprog for, hvordan de kan arbejde innovation.

Virksomheder afprøver processen

Tre virksomheder har afprøvet tilgangen.

”Virksomhederne medbragte hver en case til vores sommerskole i 2014,” fortæller Lektor Malene Harsaae, der har udarbejdet proces-modellen sammen med Lektor Paul McElheron.

”På kun fem dage arbejdede vi casene igennem, så hver af virksomhederne endte op med konkrete løsningsforslag. Efterfølgende har to af de tre virksomheder ønsket at fortsætte samarbejdet med VIA Design,” siger Malene Harsaae.

Vil åbne virksomheders øjne

Hun fortæller, at Strategic Design Practice handler om at åbne virksomhedernes øjne for det potentiale, der ligger i at afprøve nye muligheder i praksis, frem for kun at tænke sig til dem. Blandt andet er prototyping et stærkt redskab.

”Gode idéer er jo først innovation, når de bliver til noget reelt,” siger Malene Harsaae.

En fem-trins proces

Strategic Design Practice dækker over en proces, kaldet 5F, som indeholder:

  1. FINDING – en eksplorativ research-fase, der skal sikre den grundlæggende forståelse af eksisterende og fremtidige bruger-behov
  2. FRAMING - en procesfase, der sikrer, at design-teamet til fulde forstår, hvilke(t) problem det er, der skal løses. Dette problem kan i mange tilfælde være et andet, end det, der først blev formuleret.
  3. FORMING – her skabes de nye ideer, gennem rækker af kreative sessions og workshops. Visualisering af de fremtidige, mulige koncepter er en af grundstenene her.
  4. FABRICATING – i denne fase sætter designerne ind med faser af hurtig prototyping, som sikrer en fælles forståelse af, hvordan slutproduktet (uanset om det er en service eller et fysisk produkt) vil tage sig ud. Dette trin kan gentages flere gange – for hvert trin forsøger designerne at indsnævre det endelige udfaldsrum.
  5. FULFILLMENT – her fastlægges det endelige koncept, og det gennemgår hvis nødvendigt en række brugertests, så det til fulde løser både eksisterende og fremtidige behov

Se video om Strategic Design Practice

Se video om Strategic Design og Knowledge Building

Kontakt

Malene Harsaae , lektor
VIA Design
T: +45 87 55 05 33
E: mhr@via.dk

Paul McElheron, senior lecturer
VIA Design
E: pme@via.dk