
Anne Aakerlund er 23 år, elsker at være social og så læser hun til bygningsingeniør på VIA.
”Jeg faldt for uddannelsen, da jeg var i studiepraktik i 3. g. Det var fedt at besøge skolen og opleve det brede fællesskab mellem de studerende. Selvom det er et stort sted med mange uddannelser, interagerer folk meget med hinanden på kryds og tværs”.
Netop fællesskabet betyder meget for Anne Aakerlund, som altid har gået op i at fylde sin kalender op med aftaler med venner og fritidsaktiviteter.
”Jeg er en mega social person. Jeg skal have det godt rent socialt for at fungere i skolen. Derfor var det fedt at starte på VIA og komme i en vildt god klasse. Vi var alle sammen enige om, at vi skulle have en god studietid. Allerede fra første dag havde vi lyst til at bruge tid sammen, tage i fredagsbar og arrangere sommerfester og julefrokoster”. 
Et fællesskab bygget på forskellighed
Ifølge Anne Aakerlund er der flere grunde til, at de studerende på uddannelsen til bygningsingeniør har et solidt fællesskab. Blandt andet er mangfoldigheden i klassen med til at skabe en god dynamik.
”Jeg tror, det stærke fællesskab skyldes, at uddannelsen tiltrækker mange forskellige typer. Vi har vidt forskellige aldre og baggrunde. Nogle kommer direkte fra gymnasiet, nogle er uddannet tømrer og nogle har haft en masse sabbatår. Vi komplementerer hinanden godt både socialt og fagligt,” fortæller Anne og uddyber:
”På uddannelsen til bygningsingeniør bruger vi hinanden meget. Vi er mange, som bliver på skolen efter undervisning og laver lektier sammen. Man finder hurtigt ud af, at alle kan blive ingeniører, hvis man hjælpes ad og lærer af hinanden. Det er nok de færreste, der kan klare det alene. Jeg tror i hvert fald ikke, at jeg var kommet lige så godt igennem på egen hånd”.