
Efter 2 år på uddannelsen til designteknolog med speciale i Purchasing Management byggede Camilla ovenpå med 1,5 år på top-up'en design og business - også med speciale I Purchasing Management.
Camilla Düring Jørgensen har læst design og business med speciale i Purchasing Management. I skrivende stund har hun netop afleveret sin bacheloropgave om genanvendt bomuld. Dermed sætter Camilla punktum på 3,5 år som studerende på VIA. Herfra går hun direkte ud i et job, hun allerede har landet, som indkøber. Men selvom Camilla i dag ved, at hun endte på den rette hylde, har vejen derhen ikke været uden omveje.
“Efter gymnasiet læste jeg faktisk medicin i et år. Så tog jeg et sabbatår og tænkte, at jeg skulle læse til jordemoder. Men jeg endte med at bytte min plads på jordemoderstudiet ud med en ledig studieplads på VIA i sidste øjeblik. Jeg har altid haft interesse for tøj og mode, og arbejdet i butik i mange år. Så det har nok altid været min plan B, som så endte med at blive plan A. For jeg har aldrig været mere sikker på, at jeg var kommet til det rigtige sted, end da jeg startede på VIA”, fortæller Camilla og uddyber:
“Det her studie passer så godt til mine interesser og det arbejdsliv, som jeg godt kunne tænke mig. Som indkøber, har man meget kommunikation med forskellige afdelinger i en virksomhed og folk i udlandet. I det hele taget har man rigtig meget med mennesker at gøre. Og så synes jeg bare, at det er spændende at være med i udviklingen af produkter. Jeg har aldrig kunne designe et stykke tøj, men som indkøber er man stadig med i processen om at få skabt noget - bare på en anden måde. Og så er det jo et job med mulighed for rejseaktivitet. Det synes jeg også er rigtig fedt. I løbet af studiet har jeg både været med på studietur til Vietnam og Italien, hvor vi bl.a. har set fabrikker og mødt potentielle fremtidige samarbejdspartnere”.
Fra uni til VIA
Et af kendetegnene ved VIAs professionsbacheloruddannelser er kombinationen af teori og praksis. Det er en måde at studere på, som viste sig at være mere motiverende for Camilla. Til forskel fra medicinstudiet på universitetet fik hun på VIA mulighed for anvende teorien fra bøgerne i virkeligheden - stort set fra dag 1. Både i løbet af hendes praktikforløb og gennem samarbejder med virksomheder som en del af undervisningen.
“Denne her måde at studere på er meget mere mig. Vi arbejder meget praksisnært. Alle vores projekter er case-baserede og hægtet op på rigtige virksomheder. Og så får vi virkelig mulighed for at bruge den teori, som vi lærer, i virkeligheden. F.eks. når det kommer til materialekendskab. Vi tager en metervare - altså et stykke stof - eller et stykke tøj med i laboratoriet, klipper det op og tester det på forskellige måder. Vi udsætter det for forskellige ting for at se, hvordan det reagerer. Eksempelvis varme, vask og slid. På den måde kan vi vurdere, hvor god kvaliteten er, og om det kan det, som det skal kunne,” forklarer Camilla.