Beumer Group investerer i fremtidens ingeniører

Ingeniørtrainee-konceptet er stadig relativt nyt. Men for virksomheder, der arbejder strategisk med rekruttering og kompetenceopbygning, kan det være en afgørende fordel. Det har man erfaret hos Beumer Group, der producerer logistiksystemer, som blandt andet transporterer bagage i lufthavne verden over.

Finn Lyng Pedersen Director for Strategy Execution ser gode mulighed i ingeniørtrainee-konceptet.

Allerede da første årgang af uddannelsen skulle starte i efteråret 2024, stod virksomheden klar til at rekruttere en trainee, der kunne specialisere sig i netop deres forretning.

”Vi så det som en mulighed for at få en medarbejder ind, der kan lære virksomheden at kende og dygtiggøre sig i vores systemer – som ikke kun er nye, men også lidt ældre,” siger Talent Acquisition Specialist Eva Holm Mikkelsen.

Finn Lyng Pedersen Director for Strategy Execution uddyber “Det kræver tid at lære. Det kan man kun ved at være en del af virksomheden over længere tid – og her gav en ingeniørtrainee mening. Vi kunne tage nogle modne mennesker ind i vores organisation og træne dem i det, vi har brug for.”

Tid til at lære – og til at passe ind

Ingeniørtraineen fandt de i Frederik. Han var klar til at studere igen, men med hus og familie havde han brug for en uddannelse, der kunne få hverdagen til at hænge sammen. Han søgte en retning, hvor han både kunne arbejde praktisk og opbygge et stærkt teoretisk fundament.

For virksomheden betød det, at de fik en trainee, som havde tid til at blive fortrolig med produkter, systemer og arbejdsgange – også dem, som han ikke nødvendigvis stifter bekendtskab med under studiet.

Beumer Group rekrutterer dermed ikke en færdig profil, men former kompetencerne løbende, så de matcher præcis de behov, virksomheden har. I stedet for at ansætte en færdiguddannet ingeniør til fuld løn under oplæring får virksomheden mulighed for gradvist at opbygge den nødvendige ekspertise – med en længere tidshorisont og lavere risiko i rekrutteringen.

”Vi forventer ikke, at Frederik leverer fra dag ét – vi investerer i ham og udvikler ham over tid,” fortæller Finn Lyng Pedersen og fortsætter: ”I løbet af et år begynder han at give konkret værdi til virksomheden, og den værdi bliver bare større og større.”

Et mindre pres

For Frederik betyder det samtidig, at presset for at præstere fra første dag reduceres. Han kan koble teori fra studiet direkte til praksis i virksomheden, efterhånden som uddannelsen skrider frem.

”Teorien fra studiet passer utrolig godt sammen med de opgaver, jeg løser i virksomheden,” fortæller Frederik. ”Progressionen i mine opgaver har fulgt studiet rigtig godt – fra tegning til beregning og udvikling.”

Det betyder, at ny viden hurtigt omsættes til praksis – direkte ind i virksomheden.

Et strategisk greb i rekrutteringen

Rekrutteringsmæssigt letter ordningen også presset. Selvom Beumer Group er en attraktiv arbejdsplads, giver ingeniørtrainee-konceptet adgang til talenter ad en anden vej end de klassiske rekrutteringskanaler.

Samtidig er det ikke et spørgsmål om billig arbejdskraft, men om langsigtet talentudvikling og investering i fremtidige medarbejdere. Det ser virksomheden som en del af sit ansvar. Derfor har de også traditionelle praktikanter og interns tilknyttet – men ingeniørtrainee-konceptet kan noget særligt.

”Vi ser et stort potentiale i at få talent ind i virksomheden tidligt og vil gerne fortsætte, når kapaciteten er der. Vi vil jo gerne sikre, at vi også har de rigtige kompetencer i virksomheden i fremtiden,” siger Finn Lyng Pedersen og uddyber:

”Jeg kunne forestille mig, at nogle af vores medarbejdere i produktionen på sigt får lyst til at videreuddanne sig. Det ser jeg som næste skridt – at videreuddanne de medarbejdere, vi allerede har. De trives i produktionen, men måske kan de bidrage på et andet niveau.”