Hvem er jeg?
Jeg hedder Mia Cynthia Paasche , jeg er 29 år og bor i Rødovre. Jeg arbejder hos Høje Taastrup Fjernvarme som energivejleder, og jeg dimitterede som bygningsingeniør fra DTU i 2011. I mit speciale skrev jeg om solvarme og solpaneler.
Hvorfor arbejder jeg med varme?
Under min uddannelse fandt jeg ud af, at det er spændende at beregne varmeforbruget i forbindelse med nybyggeri eller energirenoveringer. For hvilke løsninger kan bedst betale sig, hvordan udnytter man varmen bedst, og hvordan placerer man for eksempel vinduerne mest hensigtsmæssigt i en bygning i forhold til bygningens varmeforbrug? Det er spændende at beregne, for små forskelle kan gøre en stor forskel i forhold til, hvor mange ressourcer det kræver at varme en bygning op.
I øjeblikket arbejder jeg som energivejleder. Det betyder blandt andet, at jeg har meget kontakt til vores kunder og rådgiver dem i forhold til, hvordan de får størst udbytte af deres varme, og hvordan de kan spare på den. Men jeg sidder også og arbejder med projekter vedrørende fjernkøling, så varmen kan blive billigere, og den variation i min hverdag kan jeg rigtig godt lide.
Hvad vil jeg forandre?
Det er et af mine mål at gøre vores kunder mere bevidste om, hvordan de udnytter den varme de køber allerbedst. Samtidig vil jeg gerne hjælpe dem med energibesparende løsninger, så de på den måde kan spare på varmen. Det er nu ikke altid let. For der er mange, der måske hellere vil have et nyt køkken end at investere i et nyt varmeanlæg og isolering af loftet. Men vi har alle sammen en forpligtelse til at tænke over, hvordan vi bruger de energiressourcer, som vi har til rådighed.