Jesper integrerer naturen i sin undervisning

Jesper læser til lærer på VIA. Han har skrevet bachelorprojekt om naturdannelse, og hvordan naturen kan være med til at påvirke elevernes mentale sundhed.

Mennesker i fjeldet

Hvis ikke du trives i skolen, kan du jo ikke lære noget. Det er vigtigt at komme ud af klasselokalet og få oplevelser i naturen. Mærke vinden i kinderne, varmen fra solen og lyden af fuglene. Sanseligheden giver indtryk, og gør det nemmere at lære. Jesper Kynde Skytte

29-årige Jesper Kynde Skytte er i skrivende stund ved at lægge sidste hånd på sit bachelorprojekt ved læreruddannelsen i Skive. Han skriver om Naturdannelse og, hvordan naturen kan bruges i undervisningen til at styrke elevernes mentale sundhed. 

Oprindeligt læste Jesper til bachelor i Ernæring og sundhed. En spændende og relevant uddannelse, men læreruddannelsen og arbejdet med elever passede bedre til Jespers interesser.

”Jeg har altid gerne ville arbejde med mennesker. Og så interesserer jeg mig også for natur og sundhed. Som uddannet diætist er det de færreste, der kommer til at arbejde med børn, og derfor valgte jeg at gå lærervejen. Her har jeg mulighed for at skabe interesse for natur og det sunde mentale liv for eleverne allerede, mens de er små. For jeg vil gerne være med til at danne en grundkerne, der giver dem en god grobund fremover,” siger Jesper.

Bachelorprojekt om naturdannelse

I sit bachelorprojekt sætter Jesper fokus på naturdannelse og elevernes mentale sundhed. Og hvordan en lærer kan have gavn af at bruge naturen i sin undervisning, for at styrke elevernes mentale trivsel. Han spørger til, hvor det pædagogiske arbejde med mental sundhed findes i folkeskolen? Undersøgelser viser, at der er stadig flere elever, der er stressede og mange, der har behov for psykologhjælp allerede i en tidlig alder.

”Mental sundhed findes ikke grundskolens faghæfter. Og det er mærkeligt, når vi lever i et samfund, hvor alle skal præstere mere og mere. Så burde det jo også fylde i skolen. Så jeg har valgt at fokusere på, hvad naturen kan gøre for vores mentale sundhed. Hvordan naturens ro og sanselighed kan påvirke vores tanker og vores mindset,” siger Jesper, der fortæller, at i skolen fylder den fysiske sundhed rigtig meget. Der er krav om 45 minutters bevægelse hver dag, alle ved, at vi skal spise seks grøntsager om dagen. Men den mentale sundhed er slet ikke fokus på samme måde.

”Og hvis ikke du trives i skolen, så kan du jo ikke lære noget,” siger Jesper, der uddyber og fortæller om vigtigheden af at komme ud af klasselokalet og få oplevelser i naturen.

”Mærke vinden i kinderne, varmen fra solen og lyden af fuglene. Sanseligheden giver indtryk, og gør det nemmere at lære,” siger Jesper.

Vandreture i Norge

I løbet af sin uddannelse har Jesper valgt en faglig retning med fokus på naturen. På samme måde som han kunne have gjort med Outdoor og grøn balance profilen. Blandt andet har han haft friluftsliv, hvor hele holdet var på en vandretur til Norge.

”Der var blåbær overalt, vi fiskede fjeldørreder, vi lavede bål og sov udenfor. Vi gik rundt i bjergene med en storslået udsigt, for få minutter senere ikke at kunne se en meter frem for sig, fordi bjerget pludselig var indhyllet i en sky. Det var en fantastisk, sanselig oplevelse. Den type oplevelser, vil jeg rigtig gerne kunne videregive til mine elever, når jeg færdiguddannet.,” siger Jesper, der også fremhæver, hvor skønt det var at være sammen med sine studiekammerater i en boble, helt upåvirket af andre og uden mobiler, der bimlede og bamlede hele tiden.

Skive er god til at favne mig

Jesper kommer oprindeligt fra Harboøre, så han er vant til det nære og samtidig det store. Han har i en periode boet i både Aalborg og Aarhus, men storbyer er bare ikke ham. Det er mindre personligt at være i en storby, synes han.

”Det kan godt være, at der er mange mennesker, men det bliver det ikke mere personligt af. Jeg oplevede undervisning i et auditorium med 50 studerende. Det duer ikke for mig. I Skive kommer vi hinanden ved, medstuderende hjælper hinanden, og her er plads til at være sig selv. Jeg er bare rigtig glad for at gå her,” siger Jesper, og fortsætter:

”Her er der mindre forhold, men samtidig er det hele bare meget stort. Der er masser af plads, stor skov, åben himmel, og fjorden ligger lige ved siden af. Vi kan vandre i naturen, koble af og finde ro. Det er lige mig,” siger Jesper, der lige nu drømmer om at blive naturfagslærer med fokus på udeliv. Meget gerne på en naturefterskole.

”Men det er jo ikke sikkert, at jeg skal være lærer hele mit liv, for der er så mange muligheder med en læreruddannelse. Måske skal jeg lave noget med børn og natur. Det kunne fx være diagnosebørn, der i mange tilfælde har rigtig godt af at være ude i naturen,” siger Jesper, der lige nu glæder sig til at få bachelorprojektet overstået, og komme ud og undervise, og sætte fokus på natur og mental sundhed.