Som lærer vil Katrine give fællesskabsfølelsen videre

For 23-årige Katrine er fællesskab et vigtigt omdrejningspunkt, både på fodboldbanen og på læreruddannelsen i Skive, hvor hun læser på andet år. Hun drømmer om at give fællesskabsfølelsen videre som folkeskolelærer. 

Katrine læser til lærer i Skive

23-årige Katrine fra Viborg er vant til at spille andre gode. Det gælder både som forsvarsspiller for foldboldholdet Team Viborg og som lærerstuderende på læreruddannelsen i Skive.

Og for hende er det netop kombinationen af de to drømme – lærerdrømmen og fodbolddrømmen – der gør hverdagen på læreruddannelsen i Skive god.

Takket være et særligt samarbejde mellem læreruddannelsen i Skive og elitesportsklubber i de omkringliggende byer kan Katrine nemlig gøre begge dele.

”Jeg har morgentræning hver uge, og her planlægger jeg sammen med mine undervisere, hvordan jeg får den undervisning, jeg så går glip af. Det er så dejligt ikke at skulle vælge mellem sport eller uddannelse men faktisk at kunne kombinere de to,” fortæller hun og uddyber, at sportsverdenen og lærerfaget faktisk har en del til fælles.

”Mange professionelle fodboldtrænere er læreruddannede, for meget af det, vi lærer på læreruddannelsen kan jo også bruges ind i coaching.” 

Katrine sparker til fodbold

Dyrker fællesskabet

Katrine er opvokset i en mindre by mellem Skive og Viborg, og hun har altid vidst, at hun ville blive i området, også når hun flyttede hjemmefra.

”Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg ville tage en uddannelse heromkring. Det er her min omgangskreds og min sport er. Og jeg elsker trygheden. Men jeg var i tvivl om, hvad jeg ville være, og var blandt andet også omkring militæret i Skive – men jeg havde egentligt altid tænkt på at gå lærervejen, så det føltes helt naturligt, da jeg satte mine ben her på læreruddannelsen i Skive,” fortæller hun.

For hende er det særligt fællesskabet i hverdagen, der er vigtigt.

”Jeg er vild med, at vi alle kender hinanden og virkelig dyrker fællesskabet på uddannelsen. Det er netop den fællesskabsfølelse, jeg drømmer om at kunne give videre til børnene som lærer.”