Når vi lytter og bruger vores hørelse, åbner vi døren til en verden af kommunikation og forståelse. Hørelsen giver os mulighed for at deltage i samtaler, nyde musik, og opfatte de mange lyde, der omgiver os i hverdagen. Den er en essentiel del af vores liv – både i skolen, på arbejdet, i fritiden og i sociale sammenhænge.
Når hørelsen svigter, kan det have en betydelig indvirkning på vores evne til at deltage i sociale fællesskaber og aktiviteter. Hørevanskeligheder kan vise sig på mange forskellige måder og have forskellige årsager. De kan være medfødte eller erhvervede fx som følge af sygdom, skader eller aldersrelaterede ændringer. De kan også opstå som følge af langvarig udsættelse for høj lyd eller andre miljømæssige faktorer.
Uanset årsagen kræver hørevanskeligheder professionel håndtering af fagpersoner, der har indsigt i ørets anatomi, audiologi og de teknologiske hjælpemidler, der kan støtte hørelsen. Disse fagpersoner har ofte en uddannelse inden for audiologi – og hvis du ønsker at blive en af dem, er dette forløb et godt sted at starte.
På forløbet ”Hørevanskeligheder” lærer du at:
- Forstå forudsætningerne for at udvikle hørelse – herunder ørets anatomi.
- Genkende forskellige typer af høretab - samt årsagerne bag og mulighederne for indsats/behandling.
- Benytte relevante undersøgelsesmetoder til systematisk at beskrive, analysere og vurdere hørevanskeligheder.
- Igangsætte og fagligt begrunde målrettede hørepædagogiske indsatser i samarbejde med den hørehæmmede og den hørehæmmedes netværk.
Gevinsten for din arbejdsplads
Når du har gennemført forløbet, har du en stor specialiseret viden om hørevanskeligheder hos børn, unge og voksne. Du er samtidig i stand til at beskrive og vurdere vanskelighedernes omfang og kan igangsætte relevante indsatser.