Som mentor træder du ind i en særlig vejlederrolle, hvor du skal støtte og motivere mennesker i forbindelse med uddannelse og job. Dine mentees står i forskellige og ofte komplekse livssituationer. Det stiller krav til dig om indsigt i læring, relationer, etik og motivation.
På forløbet arbejder du med, hvordan mentorskaber og mentorordninger kan skabe muligheder for mennesker, der står i risiko for eksklusion fra uddannelse eller arbejdsmarked. Du lærer at analysere, planlægge og kvalificere mentorindsatser, der møder den enkeltes behov og situation.
Du får konkrete redskaber til at styrke din rolle som mentor, og du bliver i stand til at udvikle og drive mentorordninger i samarbejde med andre fagprofessionelle. Samtidig bliver du skarp på de etiske dilemmaer og magtrelationer, som er en naturlig del af mentorarbejdet – og hvordan du håndterer dem professionelt.
Når du har gennemført modulet, kan du håndtere komplekse problemstillinger i mentorskaber og skabe udviklende mentorforløb.
Du vil opnå viden og kompetencer til at:
- Vurdere mentees behov for støtte, udvikling og læring
- Etablere og vedligeholde tillidsfulde mentorrelationer
- Identificere og håndtere etiske dilemmaer og magtbalancer i mentorskabet
- Iværksætte motiverende og udviklende mentorordninger
- Reflektere over og udvikle din egen rolle som mentor
- Indgå i samarbejder med fagprofessionelle omkring mentorskaber
Gevinsten for din arbejdsplads
Når du igangsætter mentorskaber de rette steder, bidrager det til bedre trivsel og større fastholdelse i forbindelse med uddannelse, beskæftigelse og inklusion i fællesskaber. Din arbejdsplads får en medarbejder, der kan tage ansvar for at udvikle meningsfulde mentorindsatser samt indgå i samarbejder, der bygger bro mellem den enkelte og samfundet. Du og din arbejdsplads styrker evnen til at håndtere komplekse forløb, og det bidrager til samfundets sociale ansvar.