Alberte læser til sygeplejerske over nettet med merit

Alberte har arbejdet som social- og sundhedsassistent i flere år. Nu forfølger hun sin drøm om at læse videre til sygeplejerske. Fleksibiliteten i netuddannelsen gør det muligt. 

Alberte Marie Kokholm er studerende på VIAs netuddannelse til sygeplejerske

”Jeg har egentlig tænkt på sygeplejerskeuddannelsen i flere år, men jeg har holdt det hen, fordi jeg var bange for, at jeg ikke kunne undvære at arbejde. Netuddannelsen giver mig den fleksibilitet, jeg har brug for, så jeg kan få økonomien og hverdagen med job og studier til at hænge sammen,” siger Alberte Marie Kokholm.

Hun er 29 år og læser på 4. semester af VIAs netbaserede sygeplejerskeuddannelse. Hun har tre års erfaring som social- og sundhedsassistent, hvilket betyder at hun kan få merit for nogle af praktikperioderne.

”Sammenlagt får jeg næsten et halvt års merit, og det betyder, at jeg i de perioder, hvor jeg fritages for praktik i stedet kan arbejde flere timer. Det er nemt at få de vagter, jeg ønsker, gennem et vikarbureau, og det er godt for både mig og min økonomi,” forklarer Alberte.

Studiejob på hospital

Derudover har hun et fast studiejob på Ortopædkirurgisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital, hvor hun arbejdede fuldtid, før hun begyndte at læse igen.

”Jeg har ofte nattevagter, og det fungerer mega godt for mig, fordi jeg så har mulighed for at lave lidt opgaver indimellem. Og jeg kan stadig deltage om dagen, når der af og til er skemalagt undervisning på bestemte tidspunkter,” forklarer Alberte.

Hun bor i Aalborg og pendler til Campus Viborg de få dage om måneden, hvor hun skal møde op til fx holdundervisning med fremlæggelser og øvelser i simulationslaboratoriet.

Netuddannelse kræver selvdisciplin

”Det er vigtigt for mig, og en kæmpe fordel ved netuddannelsen, at jeg i vid udstrækning selv kan bestemme, hvilket tidspunkt på dagen jeg vil læse. Men det kræver, at jeg er meget disciplineret. Generelt kræver det sindssygt meget selvdisciplin at læse på netuddannelsen,” understreger Alberte.

Det var en følelse af at have brug for flere kompetencer og mere ansvar, der fik hende til at søge ind på sygeplejerskeuddannelsen.

”Som social- og sundhedsassistent oplevede jeg gang på gang, at der var en masse ting, som jeg ikke måtte på sygehuset, især omkring intravenøse behandlinger. Men jeg elsker arbejdsmiljøet på et sygehus, hvor det handler om den akutte fase, så jeg vil gerne lære mere,” fortæller Alberte.

Gruppearbejde og selvstudier

Hun er ikke i tvivl om, at sygeplejerske og netuddannelsen er det rigtige valg for hende, men der kan også være udfordringer ved at studere online. Og man skal være villig til at indgå i et forpligtende gruppearbejde.

”På netuddannelsen arbejder vi meget i studiegrupper, og det kræver meget koordinering at få det hele til at gå op, når vi skal mødes online. Men vi er gode til at hjælpe hinanden på holdet. Fx i eksamensperioder,” siger Alberte.

Albertes bedste råd til dig, der overvejer at læse til sygeplejerske på netuddannelsen

  1. Vær forberedt på, at du skal have meget selvdisciplin. Netuddannelsen er et fuldtidsstudie, og der er et omfattende og kompliceret teoretisk materiale, som du skal igennem.  

  2. Hvis du har specifikke spørgsmål, så tal med en af de nuværende studerende på netuddannelsen inden du søger ind. Det er ikke alt, man kan læse sig til.

  3. Gør op med dig selv, om du har brug for at mødes fysisk med dine studiekammerater i din dagligdag, eller om du kan trives med at arbejde meget hjemmefra. Husk, at du kommer ud i praktik.