
Stinne Jensen er uddannet pædagog og arbejder i en vuggestue. Stinne har taget en hel pædagogisk diplomuddannelse sideløbende med sit arbejde i vuggestuen.
Tilbud om diplommodul var startskuddet til efteruddannelse
Jeg startede på efteruddannelse, fordi Favrskov Kommune tilbød alle ansatte at tage et diplommodul. Jeg var heldig at få mulighed for at tage to moduler, som jeg synes var rigtig spændende. Jeg er IT inspirator i institutionen og tog derfor modulet Mediepædagogik og didaktik og modulet Social inklusion.
I starten tænkte jeg egentlig, at efteruddannelse nok ikke var noget for mig, fordi jeg i min skolegang havde fået at vide, at jeg ikke behøvede at bruge tid på det med skolen. Men så kom jeg i gang med diplommodulerne, og det var jo noget for mig. Det har givet mig rigtig meget ny viden.
Et modul om året som aftenundervisning
Min leder opfordrede mig til at fortsætte efter de to første diplommoduler. Jeg synes også, det var fedt at være i gang, og jeg blev grebet af det. Derfor valgte jeg at tage et modul om året som aftenundervisning og gøre uddannelsen færdig på den måde.
Det gør en forskel for mig, at jeg taget en hel pædagogisk diplomuddannelse og afrundet uddannelsen godt med et afgangsprojekt. Ikke dermed sagt, at jeg ikke skal have mere efteruddannelse senere. Jeg kunne godt kunne finde på at tage et modul mere engang. Måske noget mere om tilknytningsteori, som min afsluttende opgave handler om. Det ville være super spændende og relevant - ligegyldigt hvilken aldersgruppe, jeg kommer til at arbejde med i fremtiden.
Overvejelser og bekymringer inden opstart
Mine første overvejelser handlede om økonomi. Men min områdeleder hjalp mig med viden om, at kompetencefonden dækkede 80% af udgifterne, og dagtilbuddet dækkede resten. Det gjorde en forskel for mig. Ellers var jeg ikke kommet i gang.
Jeg havde også et forbehold i forhold til, om jeg nu kunne finde ud af det. På pædagoguddannelsen fandt jeg ud af, at det kunne jeg godt finde ud af. Men jeg havde lidt præstationsangst i forhold til at tage efteruddannelse, hvor krav og forventninger er nogle andre. Det viste sig heldigvis, at mine bekymringer var unødvendige - for det er jo gået ganske godt.
Mange gevinster ved en hel diplomuddannelse
Det har givet mig en fed følelse, at jeg faktisk godt kunne gennemføre en hel pædagogisk diplom, og det har givet mig rigtig meget viden om forskellige områder. Det er lidt en udvidet form af det, jeg har lært på seminariet. Og det har været godt at få genopfrisket hvilken tankegang, der ligger bag de forskellige ting, vi gør. Det kunne alle pædagoger have gavn af. Jeg får også lidt ekstra på lønkronerne, men det har ikke været det afgørende.
Eksaminerne har også gjort en positiv forskel. Jeg får ofte lidt sus i maven, når jeg skal op mundtligt. Men den mundtlige eksamen, hvor man skal fremlægge, har givet en god ballast og gjort mig bedre til at bruge faglige udtryk. Jeg synes, det giver noget, at jeg har vist over for mig selv, at jeg godt kunne præstere det. Eksamenssituationen er i virkeligheden ikke så anderledes fra min hverdag, hvor jeg også skal præstere over for forældre og argumentere for mine valg og fravalg.
Ny viden fra uddannelsen er indarbejdet i den pædagogiske hverdag
Jeg har fået noget forskelligt med fra modulerne. De obligatoriske moduler Pædagogisk viden og forskning og Undersøgelse af pædagogisk praksis har givet en grundviden, som jeg er rigtig glad for at have. Generelt har jeg kunnet hægte den nye viden fra undervisningen direkte op på den hverdag, jeg har stået i. Så det har været en fordel at læse samtidig med, at jeg har arbejdet.
På valgmodulet Pædagogisk psykologi skrev jeg om tilknytning, og det har sat stor præg på den måde, vi modtager børn på i vuggestuen i dag. Jeg kunne slet ikke få armene ned omkring det emne, så alle mine kollegaer har læst min opgave og en del af faglitteraturen bag, så vi har samme grundlag for at tænke samme vej. Vi tog efterfølgende en snak om, hvordan vi med den nye viden kunne have lavet en bedre eller nemmere overgang for de børn, vi har i institutionen lige nu. Så det har været rigtig anvendeligt.
Valgmodulet Mediepædagogik og didaktik har gjort meget for den måde, jeg har præsenteret mine kollegaer for apps og sat forskellige aktiviteter i gang på. Det har været rigtig rart at have teorien i ryggen. Nu kan jeg fx give en faglig begrundelse for, hvorfor det lige præcis er den app, vi skal bruge med børnene og ikke en anden app. Efterfølgende har jeg også præsenteret mine kollegaer for den nye viden på et personalemøde, så vi har alle sammen fået glæde af det, jeg har lært.
Pædagogisk diplomuddannelse har givet appetit på flere udfordringer
Jeg er rigtig glad for min arbejdsplads og mine kollegaer, men når jeg engang skal have nyt arbejde, så vil jeg gerne kaste mig ud i noget nyt og i nogle nye fagligt svære udfordringer. Det har rustet mig, at jeg har gennemført en hel pædagogisk diplom. Nu tænker jeg, at hvis jeg kan gennemføre en diplomuddannelse, så kan jeg også klare nogle nye, faglige udfordringer.
Gode råd til andre, der overvejer en pædagogisk diplom
Jeg vil anbefale andre at starte med de obligatoriske moduler Pædagogisk viden og forskning og Undersøgelse af pædagogisk praksis. Jeg startede selv med to andre valgmoduler, men det havde givet rigtig god mening at starte med de obligatoriske moduler. De obligatoriske moduler hjalp mig i gang med at reflektere over teorien og bruge fagbegreber. Det hele faldt på plads på en anden måde, efter jeg havde taget det første obligatoriske modul.