Hvad enten du arbejder i dagtilbud eller skole, på ungdomsuddannelser, erhvervsuddannelser eller et sprogcenter så møder du flersprogede børn, elever eller kursister, der er i gang med at tilegne sig dansk som andetsprog. For nogle går det let og ubesværet, for andre kan det volde problemer. Fælles for dem er at dansk ikke er deres eneste sproglige ressource, og at de tilegner sig et nyt sprog på baggrund af et eller flere andre.
På forløbet får du viden om:
- andetsprogsudvikling og om flersprogethed som læringsvilkår og resurse i andetsprogsudviklingen.
- det danske sprog og om hvad et kommunikativt, funktionelt sprogsyn indebærer.
- og redskaber til at afdække flersproglige resurser og ideer til, hvordan du kan støtte flersprogede børn, unge og voksne i at anvende flersprogethed som en resurse i andetsprogsudviklingen.
- og redskaber til at analysere intersprog med henblik på at støtte flersprogede børn, unge og voksnes andetsprogsudvikling.
Når du har gennemført forløbet, kan du selvstændigt og i samarbejde med kolleger, forældre og andre ressourcepersoner planlægge, gennemføre og evaluere andetsprogsudviklende læringsaktiviteter, med inddragelse af flersproglige resurser og på baggrund af intersprogsanalyse og med afsæt i et kommunikativt, funktionelt sprog- og tilegnelsessyn. På den måde vil du og din arbejdsplads kunne afdække og støtte de flersprogede børn, elever eller kursisters andetsprogsudvikling.