Undervisningen i sprog og grammatik i skolen er under forandring. Det betyder blandt andet, at grammatikundervisningen bevæger sig væk fra primært at fokusere på grammatiske regler og strukturer – og hen imod et større fokus på sprogbrugen, og hvordan grammatikken spiller ind på betydningen, når vi kommunikerer.
Det nye undervisningsfokus betyder, at eleverne vil opleve en mere meningsfuld og relevant undervisning, der højner den sproglige udvikling. Men forandringen sker ikke af sig selv. Den er drevet af engagerede og dygtige lærere, som tager de meningsfulde og funktionelle metoder til sig.
Er du en af dem, så kan du på forløbet her få den viden og de redskaber, du har brug for.
På forløbet lærer du at:
- Omsætte din viden om sprogets struktur og funktion til nye måder at undervise i grammatik, læsning og skrivning – så den i højere grad understøtter elevernes sprogudvikling i dansk.
- Analysere elevers skrift- og talesprog, så du endnu bedre kan vurdere, hvordan du støtter den sproglige udvikling.
- Håndtere sprogdidaktiske problemstillinger ved hjælp af funktionelle metoder.
- Vurdere og udvælge læremidler til sprog-, grammatik og skriveundervisningen.
Gevinsten for din arbejdsplads
Når du har gennemført forløbet, har du nyeste viden om god sprog- og grammatikundervisning. Det giver både dig og skolen det bedst mulige udgangspunkt for at tilbyde endnu mere meningsfuld sprogundervisning i dansk. Med udgangspunkt i din nye viden kan du endnu mere kvalificeret vejlede og gå i dialog med dine kolleger om nye undervisningsmetoder.