Vinterfjeld

Vil du give andre trygge og lærerige oplevelser i vinterlandskab og -fjeld? Så er forløbet for dig. Her lærer du at færdes sikkert i kulde og sne. Og du bliver rustet til at planlægge og stå i spidsen for vinterture. 

Format

Akademi

Sted

Øvrige

Pris

15.000 kr

Startdato

30. nov. 2026

ECTS

10

Udbytte for dig og din arbejdsplads

Som friluftsvejleder i vintervejr skal du kunne færdes sikkert i kulde og sne. Når du har ansvaret for andre på vinterture, kræver det tekniske færdigheder, viden om sikkerhed og evnen til at formidle det hele videre.

Gennem forløbet får du styr på det tekniske, sikkerhedsmæssige og pædagogiske grundlag for at kunne tage andre med i vinterfjeld eller vinterlandskaber.

Du udvikler dine færdigheder på ski med oppakning, ligesom du lærer at overnatte i snehuler. Du får også viden til at håndtere risici som sneskred og kulde. Undervejs udvikler dig i vejlederrollen. Du får praktisk erfaring med at færdes i kulde og sne som vejleder, og du bliver bevidst om dine styrker og svagheder.

På forløbet bliver du trænet i at planlægge, organisere og lede vinterture – lige fra forberedelse hjemmefra til efterbearbejdning og refleksion. Når du har gennemført forløbet, kan du organisere undervisningsforløb i vinterfjeld og friluftsliv med forskellige målgrupper. 

Du lærer konkret at:

  • Udvælge aktiviteter i vinterfjeld og friluftsliv med blik for målgruppens evner 
  • Udvikle egen vejledningspraksis 
  • Reflektere over egne færdigheder og begrænsninger inden for vinterfjeld 
  • Anvende forskellige friluftsaktiviteter i vinterfjeld 
  • Etablere og gennemføre forskellige skilege-landskaber, så forskellige målgrupper kan hjælpes til at færdes på vinterfjeldet med overskud og naturglæde
  • Undervise i basale tekniske færdigheder på ski samt håndtering af bremse- og nedkørselsteknikker 

Gevinsten for din arbejdsplads 

Efter forløbet får din arbejdsplads en medarbejder, der kan tage ansvar for vinteraktiviteter. Du bliver klar til at afholde forløb og skabe læringsrum i vintervejret, hvor deltagere udfordrer sig selv under sikre forhold.  

Mere information

  • På forløbet lærer du at bruge din viden ude i naturen, så du bliver tryg ved at færdes i vinterlandskab som vejleder for andre.

    Du lærer at forberede og afvikle ture i sne og kulde, navigere sikkert rundt, håndtere nødsituationer og evaluere oplevelserne bagefter. Gennem forløbet arbejder du tæt sammen med andre studerende - og får værdifuld erfaring i at undervise andre i alt fra skiteknik til snehuler.  

    ​På forløbet får du indsigt i relevante metoder, teori, sikkerhed og konsekvenstænkning inden for friluftsliv i vinterfjeld. 

    Du arbejder med:

    • Sikker færdsel i vinterfjeldet over og under trægrænsen
    • Erfaringsopsamling og efterbearbejdning af friluftsture
    • Emner som orientering, sneskred, snehule, førstehjælp, lejrteknik, friluftsvejlederrollen og sporløs færden
  • Al undervisning foregår ude i vintervejret, hvor du træner dine færdigheder og øver dig i at være vejleder for dine medstuderende.  

    Typisk vil du møde medstuderende med mange forskellige faglige baggrunde og med vidt forskellige erfaringer inden for friluftslivet. Det arbejder vi bevidst med at gøre til en styrke ved at etablere et fælles læringsrum med god dynamik og mulighed for at lære af hinanden. 

    Underviserne på forløbet har stor erfaring med friluftsliv og er trænet i at undervise i den danske og norske natur. 

    Gennem forløbet er du på to ture af 9-dages varighed. Her træner du dine færdigheder og afprøver din viden. Derefter er der en fælles tur til Norge i uge 9 med studerende fra andre forløb, som du øver dig i at være vejleder for. Undervisere fra Friluftsvejlederuddannelsen er med som vejleder for jer vintervejledere.

    Forløbet består af: ​

    • ​​​2 undervisningsdage i Danmark fra 8.30 til 15.30, typisk ved Naturskolen i Viborg
    • To ture af 9 dages varighed til Norge
    • En fælles tur til Norge i uge 9
    • Egenfærdstur blandt studerende i vinterlandskabet i Danmark
    • Øvelse af praktiske færdigheder 
    • Oplæg for og vejledning af medstuderende
    • Afsluttende eksamen

    Du skal selv sørge for udstyr som fx fjeldski, stave, sneskovl og sonde. Du får anbefalinger til udstyr fra underviseren. Af hensyn til koordinering angående udstyr og overnatning i Norge i januar, er det en klar fordel at tilmelde sig så tidligt som muligt og kontakte Sune telefonisk. 

  • Til eksamen skal du mundtligt reflektere over dit samlede læringsforløb – både individuelt og i grupper. Du skal forholde dig til dit udbytte før, under og efter eksamensturen, og du skal demonstrere de færdigheder, du har tilegnet dig på forløbet, samt argumentere for hvordan du kan anvende den i din egen praksis.​ Eksamen er en helhedsvurdering af dine skriftlige opgaver, din teoretiske og praktiske evner dels i januar og dels i uge 9. 

  • Forløbet er for dig, der allerede arbejder med – eller har lyst til at arbejde med friluftsliv og undervisning i vintervejr. Du er måske pædagog, lærer på en grundskole eller underviser på en efterskole eller højskole. Det kan også være, at du arbejder med specialpædag​ogik, er håndværker eller går med tanke om at starte egen virksomhed med friluftsliv som omdrejningspunkt.  

  • For at blive optaget direkte på et akademimodul skal du have gennemført én af følgende uddannelser, suppleret med 2 års relevant erhvervserfaring efter endt adgangsgivende uddannelse:

    • En relevant erhvervsuddannelse*
    • En studentereksamen, hf, hhx eller htx
    • En relevant grunduddannelse for voksne
    • En anden relevant uddannelse på mindst samme niveau som en af ovenstående uddannelser

    *Ved relevant erhvervserfaring medregnes også den erhvervserfaring, som er opnået gennem uddannelsesforløbet.

    Har du andre og tilsvarende forudsætninger, kan du søge om optagelse på baggrund af en realkompetencevurdering. Læs om realkompetencevurdering.​​​​​

    Du behøver ikke at være eliteudøver – men det er en fordel, at du har erfaring med at køre på ski, og at du er i god fysisk form til at kunne køre på ski med rygsæk. Du skal kunne opholde dig i vinterfjeldet i flere døgn ad gangen. 

  • I mange tilfælde kan du søge om økonomisk støtte, når du tager et kursus eller en efteruddannelse i VIA University College. Støtten kan fx dække deltagergebyr, transport, bøger m.m.  

    • En måde at søge tilskud er gennem en kompetencefond, som ofte er knyttet op på din overenskomst. Læs om dine muligheder for tilskud fra en kompetencefond.
    • Er du faglært, ufaglært eller har en professionsbachelor som dit højeste uddannelsesniveau, kan du hvert kalenderår søge op til 10.000 kr. hos Omstillingsfonden. Se om du opfylder betingelserne for at søge tilskud fra Omstillingsfonden.
  • Du kan tage ”Vinterfjeld” som et enkeltstående forløb.  

    Ønsker du en hel Friluftsvejlederuddannelse, anbefaler vi, at du starter med "Friluftsliv, pædagogik og lejrliv" – og efterfølgende tager” Friluftsaktiviteter” og ”Friluftslivets værdier”.

    På den måde får du den bedste progression i uddannelsen og opbygger viden, erfaring og kompetencer som friluftsvejleder.  

    Læs mere om Friluftsvejlederuddannelsen.

Tilmeld dig

Sted

Øvrige

Pris

15.000 kr.

Dato

30. nov. 2026 - 01. mar. 2027

Ansøgningsfrist

26. okt. 2026

Ledighed

Ledige pladser

Kontakt

ijs
ssk