Pædagogisk diplomuddannelse er den foretrukne efteruddannelse for både lærere og pædagoger. Den giver mulighed for at vælge mellem en lang række af specialiseringer – eksempelvis psykologi, specialpædagogik, matematikvejleder og sprogvejleder. Mulighederne er mange.
Heidi har taget en pædagogisk diplomuddannelse i specialpædagogik. Til dagligt arbejder Heidi med elever med diagnoser som ADHD, angst, depression og skoleværing. Efter tre års arbejde som skoleleder på en friskole var Heidi klar på at prøve noget nyt, og derfor startede hun ved en specialskole, hvor hun fik muligheden for at efteruddanne sig med en pædagogisk diplomuddannelse.
Hvilke bekymringer havde du om at skulle tilbage på skolebænken?
"Jeg synes nok, der var en del bekymringer. I min tid som skoleleder havde jeg været meget skriftlig. Der skal skrives rigtig meget til mange forskellige instanser på en friskole, så det var ikke så meget den skriftlige del. Men der var ingen tvivl om, at da jeg startede på det første modul: Læring, kontakt og trivsel, at jeg var næsten 20 år bagud ift. pædagogiske retninger. Det var vildt og mega spændende, fordi man bliver præsenteret bredt for forskellige materialer, når man starter”.
Hvordan oplevede du studiemiljøet?
”Jeg var der kun en gang om ugen i perioder. Men det er bare sådan rent fysisk et helt andet miljø, man kommer ind i. Og så er der mange unge mennesker herude også. Det var lidt specielt. Men på en måde træder man jo ind i noget, som man et eller andet sted kender. Bare at sætte sig ned og lytte efter. Det var måske smart nok at prøve det at komme tilbage på skolebænken igen”.
Fungerede det du lærte også i praksis?
”Ja, rigtig meget. Det er en voldsom udvikling, man kommer i i forhold til praksis, når man starter på en diplomuddannelse. Det er vigtigt, at man har en praksis ved siden af. Det der med, at man kommer ind i klasselokalet og snakker om nogle ting, og at have medstuderende, der prøver nogle andre ting og kommer fra helt andre faggrupper. Det er bare yderst interessant at høre andres meninger og holdninger ift. det vi nu diskuterer. Men også så at kunne træde ud af det klasserum og ind i ens egen praksis, og så arbejde med det igen. Det gav helt vildt meget”.
Hvad er det vigtigste, du fik med fra dine første moduler?
”Jeg var blæst bagover med de der navne, teoretikere, som jeg ikke havde hørt om nogensinde. Men der var også allerede der en menneskesynsretning, der blev ændret en lille smule. Det er faktisk det, der er størst. Jeg tror faktisk, at mit grundlæggende menneskesyn har ændret sig – i hvert fald børnesynet. Det startede allerede der, hvor jeg godt kunne se, at der var nogle ting, der ikke stemte overens med det, jeg normalvis kommer fra. Ikke at det har været forkert. Men det er bare en anden måde at arbejde på og arbejde med børn på”.
Hvad er den vigtigste forskel på dig nu og før uddannelsen?
”Jeg tror helt sikkert, at det er menneskesynet. Det er sådan lidt voldsomt og lidt stort, og jeg kan ikke engang sige, hvordan det var før. Men jeg kan bare mærke, at synet på, at det jo ikke er noget iboende, men det er noget vi skal sørge for, at miljøet rundt omkring faktisk er indrettet til, at vi alle sammen kan være her. Det synes jeg faktisk gennemsyrer min hverdag generelt. Samtidig er mit sprog og den måde jeg kommunikerer med mine kollegaer på også blevet bedre”.
Om sin afgangsopgave fortæller Heidi, at det vigtigste hun fandt ud af var, at ”det ikke handler om åbne eller lukkede døre – men det handler om hele tiden at overveje og reflektere og lytte til, hvad det unge menneske har brug for”.
Hvad vil du sige til andre, der overvejer at tage en diplomuddannelse i pædagogik?
”Jeg tænker da kun, at det kan gå for langsomt. Man skal bare komme i gang. Det giver simpelthen så meget til ens arbejdsliv. Det giver energi – og viden giver jo energi! Og så føler man sig mere kompetent, når man står ude i virkeligheden”.